MÅNEDENS ANDELSFORENING I JULI. A/B Colbjørnsensgade 32-34 ligger kun et stenkast fra Københavns Hovedbanegård. Bevares – det forudsætter, at man har en god kasteteknik, men da tillige DGI Byen, Halmtorvet og Kødbyen er nære naboer, kunne man godt tro, at foreningens medlemmer syntes, der er rigeligt med liv i kvarteret.
Det er imidlertid ikke tilfældet. Snart åbner også den nye metro 50 meter oppe ad gaden, og det håber man kan bringe denne del af Colbjørnsensgade, der ligger lidt nedsænket, mere frem i rampelyset, fortæller formanden Torben Vestergaard.
”Foreningens arbejder på at flytte den fælles vaskekælder fra gade til gård, således at endnu et kælderlokale mod gaden kan frigives til småbutik, atelier eller lignende. Endvidere har vi opsagt et mørklagt lagerlokale, ligeledes mod gaden, for selv at bruge det til interne arrangementer i foreningen. Kælderprojektet er også et punktum i mange år fremover for tidligere snakke og drømme om tagboliger, der ellers ville kræve flytning af depotrum til kælderen, og de facto fjerne alle kælderlejemål. Kælderprojektet er således ikke drevet af profit, men udelukkende af at fremme liv i gaden,” siger han.
Spørgsmålet om liv i gaden, og det medfølgende støjniveau, er pt. et politisk emne i Københavns Kommune. Kulturborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet vil gerne give diverse arrangementer mulighed for at støje mere, hvilket i hvert fald det borgerlige mindretal i Borgerepræsentationen er imod.
Men i Colbjørnsensgade 32-34 er det ikke noget stort tema, selv om ejendommen ligger stort set så centralt, som det overhovedet er muligt.
”Når der er Distorstion, kan vi høre det fra vores vinduer ud mod Halmtorvet, og når Rysensteen Gymnasium en gang om måneden har fest, kan vi bestemt også høre det. Men vi har en generelt god forståelse for, at vi bor midt i byen, og at der vil være støj. Det er ikke noget, vi diskuterer meget,” siger Torben Vestergaard, der i højere grad oplever gener fra, at kvarteret på nogle måder er hårdt – selv om Halmtorvet over årene er shinet meget op, er der stadig mange narkomaner, der holder til i området.
Renoveringen af kælderen er, bortset fra opsætningen af altaner, det første store projekt, den 20 år gamle andelsforening kaster sig over. Colbjørnsensgade 32-34 er en af de mange ejendomme, som Københavns Kommune solgte fra i midten af 90’erne, da den var i pengenød, og umiddelbart forinden havde den byfornyet ejendommen.
Så vedligeholdelsesmæssigt var ejendommen up to date, bortset fra at byfornyelsen ikke var sket på ”et fantastisk højt håndværkerniveau,” som Torben Vestergaard udtrykker det. Nogle andelshaverne har således over årene valgt at gøre dele af arbejdet om og for eksempel flytte et køkken eller ændre et badeværelse.
Foreningen lægger også vægt på selv at foretage vedligehold og mindre forbedringer, og dermed holde driftsomkostningerne nede. Det foregår på arbejdsweekender, og for nogle år siden trak man for eksempel for eksempel internetkabler rundt i ejendommen, som nu kører på sit eget net.
Så det meste foregår i relativ fordragelighed. Blot har man ikke undgået noget bølgegang i diskussioner om andelskronen. Oprindeligt blev den fastsat ud fra anskaffelsesværdien, men for en central og velholdt ejendom har der siden været rige muligheder for at opskrive værdien.
”Der var tidligere stor uenighed i spørgsmålet om andelskronen. Skulle den holdes nede så, medlemmer lettere kunne få venner og familie ind, eller skal den mere følge markedet? Efter en periode med nogle voldsomme og uhensigtsmæssige stigninger i andelskronen i nullerne har vi nu fundet fælles fodslag i udviklingen af andelskronen, så både ønsket om forsigtig, økonomisk ansvarlighed og jævne stigninger, der kommer alle til gode, opfyldes,” slutter Torben Vestergaard.
