I Danmark bryster vi os af at være et tillidssamfund. Men en stribe svindelsager i andelsboligforeninger viser, at tilliden også kan blive for udtalt. Når der er mange penge involveret, kan svage sjæle blive fristet.
Her på Min-andelsbolig.dk fulgte vi sagen mod Antony Ashton, ejer af det nu lukkede administrationsfirma Housing Group, der i februar 2019 blev dømt for at have foretaget en lang række uretmæssige hævninger på sine kunders konti. Dommen blev stadfæstet af landsretten et år senere.
Men i mellemtiden er også to sager, hvor det er medlemmer er andelsforeningerne, der har haft fingrene nede i fælleskassen, kommet for dagens lys.
I A/B Amagerbro lykkedes det angiveligt kassereren gennem ti år svindle sig til mere end 9 mio. kroner. Det skete med forfalskede bilag. Sagen har blandt andet været omtalt i både Ekstra Bladet og den lokale ugeavis sidste efterår.
Senest har branchemediet EjendomsWatch dette forår afdækket, hvordan formanden, Lasse Klubien, i den nu lukkede forening Thyra Danebod (billedet) på Frederiksberg ligeledes gennem en årrække har hævet beløb, som der ikke rigtigt kan redegøres for. I en civil sag har byretten afgjort, at Klubien personligt skylder Nykredit, som er største kreditor i konkursboet, 1 mio. kroner. Ifølge EjendomsWatch efterforsker politiet også sagen, hvilket kan munde ud i en straffesag.
Thyra Danebod kom i klemme, fordi foreningen havde købt en såkaldt renteswap af Nykredit. Det var ment som en smart løsning til at sikre sig mod rentestigninger, men da renten i stedet for faldt, blev det dyrt. Foreningen mente, at Nykredit ikke havde orienteret godt nok om denne risiko, og at realkreditinstituttet ikke bagefter påtog sig det fornødne ansvar for at finde en løsning på problemet.
I en periode var Lasse Klubien højt profileret i pressen – ikke bare fordi han talte på sin forenings vegne, men også fordi flere andre foreninger stod i samme situation, så de oplevede, at han også talte deres sag. Men al den tillid, der var bygget op hans person, misbrugte han altså måske til at tiltuske sig økonomiske gevinster.
I mange foreninger er det i praksis et eller to medlemmer, der kører butikken. I langt de fleste tilfælde lever disse foreningskonger heldigvis op til den tillid, medlemmerne viser dem. Men der er altså flere eksempler på, at den nemme adgang til mange penge frister dem over evne. Og det kan ske, fordi kontrolforanstaltningerne er helt utilstrækkelige, mener Kenneth Gudmundsson, adm. direktør i Øens Ejendomsadministration.
Det var hans medarbejdere, der opdagede svindlen, da firmaet ved årsskiftet til 2020 overtog administrationen af A/B Amagerbro. I denne forening var problemet blandt andet, at man ikke havde en professionel, ekstern revisor. I stedet var det to regnskabsmæssigt ukyndige medlemmer, der af generalforsamlingen var blevet valgt til revisortjansen.
”Foreningerne bør indføre nogle kontrolforanstaltninger. Men jeg så helst, at disse foranstaltninger blev et lovkrav. Vi taler foreninger meget store balancer, men der er ingen regelsæt overhovedet, der regulerer, hvad foreningerne har pligt til at modtage af ekstern rådgivning,” siger Kenneth Gudmundsson.
Han mener personligt, at i hvert fald større foreninger bør være forpligtet til at bruge en administrator, men han erkender samtidig, at han som indehaver af et administrationsfirma ikke er upartisk i dét spørgsmål.
”Men jeg slår på tromme for, at der som minimum stilles krav om, at der er en registreret eller autoriseret revisor, som skal påtegne regnskabet. Vi har haft masser af sager, hvor også en revisor har begået fejl, for eksempel i beregningen af andelskronen, og hvor vi har kørt erstatningssager. Men så er tabet dækket af revisorens forsikring. Er der er en revisor, er der også en forsikring,” siger Kenneth Gudmundsson.
I tilfældet med Amagerbro havde foreningen faktisk tegnet en forsikring mod underslæb. Men man havde glemt at læse betingelserne, hvoraf det fremgik, at forsikringen kun kom til udbetaling, hvis regnskabet var undertegnet af en autoriseret revisor. Forsikringsselskabet endte efter et forlig med at spytte 100.000 kroner i foreningskassen, i erkendelse af, at det ikke var så smart at sælge en i praksis ubrugelig forsikring. Men dette bidrag var nærmest kun symbolsk i forhold til foreningens samlede tab.
Kenneth Gudmundsson mener, at det var en naturlig opgave for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) at gå til politikerne og foreslå en opstramning af lovgivningen. Men det er organisationen ikke indstillet på, oplyser dens direktør, Jan Hansen, til Min-andelbolig.dk.
”Vi kan ikke genkende billedet af, at denne slags hyppigt sker i foreningerne. Så vi kan ikke anbefale, at man begynder at lovgive om det,” siger Jan Hansen, der også fremhæver, at det er meget sjældent, at foreningerne ikke vælger en professionel revisor.
”Jeg har stort set ikke mødt det i nogen foreninger, og jeg mener ikke, at det er der, problemet ligger. Det er heller ikke nogen sikkerhed at have en revisor – hvis der er en, der vil begå underslæb, vil det stadig være muligt,” siger Jan Hansen.
”Vi tænker, at man aldrig 100 procent kan sikre sig, at der ikke er nogen, der vil begå bedrag eller underslæb. Derfor bør man have både en ansvars- og en besvigelsesforsikring. Har man det sidste, vil det som regel være et tilknyttet vilkår, at der skal to inde over til at godkende betalinger. Det mener vi er dækkende i forhold til, at man kan sikre sig bedst muligt som forening,” fortsætter han.
Af ABF’s standardvedtægter fremgår det, at foreningerne skal have ansvars- og besvigelsesforsikringer, og der skal underskrifter fra to medlemmer af bestyrelsesmedlemmer for at hæve penge i banken. Men foreningerne er ikke forpligtet på disse standardvedtægter, og der er også argumenter for at fravælge begge punkter – forsikringer koster penge, og i dagligdagen kan det forekomme unødigt bureaukratisk, at flere i bestyrelsen skal involveres, hver gang en regning skal betales.
