Lidt mere tryghed: Jule-indbrud er for aftagende

Selv om julen er traditionernes tid, så ændrer disse traditioner sig trods alt lidt fra år til år. Og en af de absolut dårligste af slagsen synes at være på vej ud:

Det handler om indbrud. Julenat har i mange år været en stor nat for indbrudstyve, og mange har fået en ubehagelig oplevelse, når de kom hjem efter at have fejret højtiden hos familien. Men i hvert fald sidste år oplevede forsikringsselskabet Alm. Brand ikke flere indbrud blandt sine kunder julenat, end de gjorde andre nætter i december.

Politiet har dog ikke kunnet bekræfte, at det er en generel udvikling, som også gælder for andre en Alm. Brands kunder. Men sikkert er det under alle omstændigheder, at antallet af anmeldte indbrudstyverier er i en faldende tendens. I tredje kvartal blev der for eksempel anmeldt 6775 indbrud i boliger i tredje kvartal, og det var 32 procent færre end i samme kvartal for ti år siden.

Derimod er det ikke sådan, at man kan ånde lettet op, selv om man ikke bliver ramt af indbrud julenat. Sæsonen for indbrud fortsætter i det nye år, og nogle år er der næsten lige så mange indbrud i første kvartal som i fjerde kvartal året forinden. Se statistikken her.

Derimod falder risikoen for indbrud drastisk i andet kvartal, som er det, hvor der er færrest indbrud. Det er som om, at indbrudstyvene bliver skræmt væk af lyset. Så det er et held, at lyset nu er på vej tilbage – netop i dag, præcis klokken 23.23, er det solhverv. Læs om det hos Illustreret Videnskab.

Risikoen for indbrud er klart højest, hvis man bor i parcelhus. Her er der cirka fem gange så mange indbrud som i lejligheder. Mindst risiko er der, hvis man bor i en lejlighed, der hverken ligger øverst eller nederst i ejendommen. Se også denne hjemmeside fra sikringsfirmaet G4S, hvor du kan få risikoniveauet i din bolig vurderet.

… og nu går Min-andelsbolig.dk på juleferie. Vi ønsker alle læsere og annoncører glædelig jul og godt nytår!

 

 

 

Foto: Flickr. / Thomas Rovsing

Tilmeld Nyhedsbrev