Dansker lavede 3D-scanning af Notre Dame – ved en fejl

Notre Dame i Paris skal genopbygges efter branden mandag aften, og skulle de arkitekter og ingeniører, der får opgaven, mangle informationer om kirken – så kan de ringe til Jesper Libak fra firmaet BIM.dk.

Han kom ved et tilfælde til at lave en 3D-scanning af Notre Dame, da han sidste år var i Paris for at scanne en ejendom, hvor der skulle installeres elevator.

”Scanningen må være sket i en af taglejlighederne, hvor der er skrå vinduer. Der har sandsynligvis været et åbent vindue, og så har jeg ikke vidst, at scanneren kunne se Notre Dame på den anden side af floden Seinen. Jeg var ikke selv klar over det, før jeg kom hjem og undrede mig over, at scanneren havde zoomet så meget ud. Men så kunne jeg se, at Notre Dame var ude i et hjørne af billedet,” fortæller Jesper Libak, der kvit og frit vil stille sit materiale til rådighed, hvis det kan bruges i arbejdet med at genopføre kirken.

Se Jesper Libaks scanning af Notre Dame her:

3D-scanninger er et af de digitale instrumenter, som er ved at blive taget i brug ved bygge- og renoveringsarbejder. I en ganske almindelig dansk boligejendom kan man for eksempel bruge det, hvis der skal installeres altaner.

”Man vil sagtens kunne måle en facade op og ud fra det afgøre, om den er vindskæv. Hvis du har lavet en scanning sidste år, og så laver en igen i år, kan du også se, om huset har sat sig,” fortæller Jesper Libak.

Han oplever især, at teknologien bliver brugt, når der skal installeres elevator i en gammel ejendom. Så kan man filme trappeopgangen i 3D og se, hvordan der kan klemmes en elevator ind. Det, tror han, vil også komme til Danmark.

Filmen herunder viser, hvordan sådan en elevator kan tage sig ud. Som det fremgår, skal man helst ikke lide af akut klaustrofobi, hvis man skal få glæde af elevatoren. Men den virker.

Se også på dette link en 3D-optagelse, Jesper Libak har lavet en gammel industriejendom, som man så kan vende og dreje på sin computerskærm, mobiltelefon eller tablet.

 

Video og foto: Jesper Libak

Tilmeld Nyhedsbrev