Andelsforeninger får fuld smadder af boligministeren

Hvis du bor i andelsbolig i en ældre ejendom, så er det en god ide at holde igen med julegaverne. Du ser nemlig ud til at få meget stort tab på en kommende lovændring. I mange tilfælde kan det være hele andelskronen, der går tabt.

Berlingske kan i dag fortælle, hvad boligminister Kaare Dybvads længe ventede udspil til en ændring af boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 kommer til at bestå i. Og for andelsforeningerne kunne det dårligt være værre.

Som ventet bliver der stillet højere krav til energimærker, for at udlejere skal kunne bruge paragraffen, og et enkelt ord i paragraffen, der har gjort det muligt hele tiden at ansætte huslejen lidt højere end hidtil, bliver strøget.

Men den store overraskelse er, at paragraffen ifølge udspillet først skal kunne bruges ti år efter, at en investor har købt ejendommen. Det vil, ifølge de første indikationer Min-andelsbolig.dk har fået fra markedet, i praksis være det samme som at afskaffe paragraffen. Ti år er lang tid at vente, og loven kan nå at blive ændret mange gange i mellemtiden. Så få vil turde løbe an på, at de overhovedet vil kunne komme dertil, hvor de kan renovere lejlighederne og efterfølgende hæve huslejerne.

Dermed er man i det værst tænkelige scenarie, hvor værdien af de gamle ejendomme vil styrtdykke. Der kan blive tale om en halvering af værdien eller mere, og det vil for eksempel udslette hele friværdien i mange andelsforeninger.

Ministeren har så tilføjet, at andelsforeninger kan fastfryse valuarvurderinger på det gamle niveau. Men det vil blot føre problemet over på købere af andelsboliger, som skal afgøre med sig selv, om de vil købe til nogle kunstige priser, som der ikke er dækning for i ejendomsværdierne. Fastfrysningen vil heller ikke betyde noget som helst over for banker og realkreditinstitutter, som vil give belåning efter de reelle priser, og ikke efter nogle priser, der afspejler en anden tid med en nu afskaffet lovgivning.

Min-andelsbolig.dk følger sagen.

 

Billedet er fra A/B Kildevæld på Østerbro i København.

Tilmeld Nyhedsbrev