Landsretten stadfæster dom mod Housing Group-ejer

Det hjalp ikke Antony Ashton, ejer af det nu krakkede administrationsfirma Housing Group, at anke Københavns Byrets dom på tre og et halvt års fængsels for databedrageri mod en lang række andels- og ejerforeninger. Østre Landsret nåede ved en afgørelse i sidste uge frem til samme strafudmåling. Det viser domsudskriften.

Housing Group havde, under økonomisk pres, hævet beløb fra nogle foreningers konti og enten brugt dem selv eller overført dem til andre foreninger for at dække tilsvarende, tidligere hævninger. I alt dækkede dommen over 84 forhold til et samlet beløb på 12,6 mio. kroner og et samlet tab for foreningerne på 7 mio. kroner. Anklagemyndigheden opgav at løfte bevisbyrden i yderligere flere end 20 forhold.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Antony Ashton eller hans forsvarer Anders Németh, men under sagen i byretten var sidstnævntes argument, at Housing Group nok havde været præget af et stort rod, og at selskabet kunne have erstatningspligt over for de berørte foreninger, men at der ikke var tale om kriminelle handlinger. Det var dog kun strafudmålingen, og ikke skyldsspørgsmålet, Østre Landsret tog stilling til.

Østre Landsret rettede dog samtidig en noget pinlig fejl fra byrettens side. Denne havde også frakendt Antony Ashton retten til at stifte selskaber med begrænset ansvar, fonde samt foreninger og selskaber som kræver offentlig godkendelse. Disse sanktionsmuligheder blev imidlertid afskaffet i 2013, så den del af straffen slettede Østre Landsret.

Læs mere om sagen ved at søge på Housing Group under artiklen.

 

Foto: Per Johansen for Danmarks Domstole

Tilmeld Nyhedsbrev