KOMMENTAR: Et af de billeder, der vil blive stående tilbage efter dette mærkelige corona-år, er folk, der søgte adspredelse fra deres indelukkede hverdag ved at spille musik for hinanden. Det begyndte i Italien, men på den første video af den art var det ikke musikanterne på altanerne, der gjorde særligt indtryk på mig. Det var en kvinde, der bidrager med et slagtøj, som hun banker på ud af et smalt vindue.
Hun havde åbenbart ikke nogen altan stå på, og det må hun have savnet.
Min tanke var ikke enestående, skulle det vise sig, for den forventede krise på boligmarkedet er udeblevet. Tværtimod har der været mange købere i markedet, og det, de har søgt efter, var plads. Der er aldrig solgt flere sommerhuse i Danmark end i disse måneder, og man genfinder tendensen i en efterspørgsel efter større helårsboliger.
Nu begynder man at kunne se en ende på coronakrisen, og måske forestiller mange sig, at vi stille og roligt vender tilbage til normalen. Herunder når vi søger boliger.
Men kigger man på historien, er der ikke noget, der tyder på, at det vil gå sådan. Tværtimod viser al erfaring, at når et samfund bliver ramt af et chok, præger det lovgivning og adfærd mange årtier fremover.
Vi har faktisk set flere eksempler på det under coronakrisen. Når dansk økonomi har været så bundsolid, at staten uden videre kunne tilbyde hjælpepakker til trecifrede milliardbeløb, er det fordi det sidder dybt i politikere og embedsværket, at Danmark ikke skal havne i samme miserable situation som i 70’erne, hvor vi var tæt på at blive sat under administration af udenlandske kreditorer.
Og når virksomhederne kun i beskedent omfang har haft brug for at trække på de hjælpepakker, skyldes det i høj grad, at de lærte af finanskrisen for ti år siden. De har haft penge på kistebunden.
Så selv om for eksempel efterspørgslen efter sommerhuse nok vil blive dæmpet noget, er der altså al mulig grund til at tro, at boligmarkedet er et helt andet efter end før krisen. Alle, der har oplevet at være bundet til sit hjem, vil for altid have det i baghovedet: Der skal være plads at røre sig på.
Den opfattelse går stik imod tendensen forinden krisen. Her var det tværtimod almindeligt at idealisere små boliger. ”Fortætning af byen” lød det begreb, som ejendomsselskaber, byplanlæggere, politikere, arkitekter med flere navigerede efter. Man kan se det udlevet i de nybyggede boliger i for eksempel Valby og Nordhavn. Det er smalle gader, og boligerne er indrettet, så pladsen kan udnyttes effektivt. Far, mor og børn skal kunne leve på 90 kvadratmeter, og er der kun 50 af dem, skal de kunne deles af to singler.
Hvis dit pensionsselskab ejer mange af den slags udlejningsboliger, så håb på, at det når at få dem solgt, inden det står klart for alle, at tiderne er skiftet.
For det er de, og det kommer oveni, at trækket mod storbyerne, eller i hvert fald København, faktisk i forvejen var stoppet. Gennem et årti, cirka, har det været en tommelfingerregel, at hovedstadskommunen hver måned voksede med tusind indbyggere. Men det tal er faldende, påpeger erhvervsmægleren EDC Erhverv Poul Erik Bech i sit kundemagasin Market Insight. Det skyldes især, at nettotilflytningen ikke er så stor, som den har været. Boligpriserne er steget relativt mere i byen end i dens omegn, så mange fravælger byens puls for en større bolig, som de har råd til. Desuden er mange østeuropæiske indvandrere flyttet hjem igen.
Hvad betyder det alt sammen for andelsboligsektoren? Naturligvis ikke noget stort drama. Så stor er omvæltningen trods alt heller ikke. Men de foreninger, der har plads omkring, vil opleve, at de kommer til at stå bedre i markedet, når andelene skal sælges. Det vil for eksempel gavne foreninger uden for storbyernes centrale kvarterer. Og de foreninger, der ligger centralt, vil nu bogstavelig talt få valuta for investeringer i altaner og gårdanlæg. Dem, som ikke har foretaget sådanne investeringer, kan overveje at gå i gang med dem, når der er et mere præcist overblik over, hvad ændringen i boligdrømmene konkret betyder.
Billedet er fra A/B Veksøhuse i Brønshøj.
