Tjek altaner, der er mere end 30 år gamle

De senere år har budt på flere ulykker, hvor altaner er styrtet ned. Senest her i sommer kom fem unge til skade, da en altan i Kolding brød sammen.

Denne sag har udløst flere spørgsmål i Folketinget til boligminister Kaare Dyvad Bek. Han oplyser, at han vil igangsætte en informationskampagne over for ejere af ejendomme med altaner, herunder andelsforeninger. Derimod vil han ikke foranstalte en tilsynsordning, for eksempel i kommunalt regi, da det efter hans mening vil være for omkostningstungt for ejendomsejere, der skal betale det via afgifter.

Andelsforeninger og andre, der er utrygge ved deres altaner, må altså selv undersøge sagen. I tilfældet fra Kolding skyldtes ulykken ifølge Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen, at det udliggerjern, der holdt altanen oppe, var rustet, hvilket man imidlertid ikke kunne have konstateret med det blotte øje forinden ulykken.

Således er det desværre er ikke altid, at skader på altaner er umiddelbart synlige. Det oplyser Thomas Cornelius, civilingeniør og seniorforsker ved Aalborg Universitet. Der er mange forskellige typer af altaner, men dem, som der konkret har været problemer med, bliver holdt oppe af udliggerjern, der via hulmuren griber fat i etageadskillelser. Dette jern kan altså ruste inde i muren.

”Det er bygningsejeren, for eksempel en andelsforening, der har ansvaret for bygningsvedligehold, og her vil de typisk have en professionel rådgiver tilknyttet. Man vedligeholder jævnligt, og når man ser ting, der er galt, skal man tage aktion. Herudover er det en god ide, at man går ind og tjekker den type ældre altaner efter 30 år, da skaden ikke nødvendigvis er synlig,” siger Thomas Cornelius.

Ifølge ham er der mange forskellige altantyper, der har været almindelige i forskellige perioder af historien. Man kan således ikke sige, at der særligt er problemer med altaner fra specifikke årtier. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at nutidens altaner er bygget bedre, end de gamle. Der har naturligvis altid været fokus på, at det skulle være sikkert at bruge altaner.

Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen havde allerede inden sommerens ulykke udgivet vejledninger til kontrol og vedligehold af henholdsvis ældre betonaltaner og altaner med udliggerjern. Se eventuelt også styrelsens notat om den specifikke altan, der styrtede sammen i Kolding. I alle tre udgivelser, som findes som vedhæftninger til svaret fra boligministeren, kan man finde billeder, der illustrerer, hvad man skal kigge efter. Men som nævnt kan man altså ikke være sikker på, at man umiddelbart kan se en farlig skade.

 

Foto: Jon Lundshøj Møller.

Tilmeld Nyhedsbrev