Enhver parcelhusejer kender forskellen på en for- og en baghave. Forhaven er som regel synlig udefra, hvilket er glimrende, hvis man har grønne fingre og gerne vil vise naboerne, hvad man kan. For andre er det belastende at skulle vedligeholde dette udstillingsvindue til hjemmet. Baghaven er derimod det private rum, hvor man i langt højere grad kan gøre, som det passer en selv.
I gamle boligejendomme er altaner som regel at sammenligne med baghaven. De er trukket ind i bygningen, og ofte også så små, at man i praksis ikke opholder sig på dem mere end nogle minutter ad gangen.
Anderledes er det med de altaner, der er tilføjet gamle ejendomme i de senere år. Her hænger altanen udenfor, den har ikke anden afskærmning end et gitter, og den er stor nok til at holde et mindre middagsselskab på. Dermed er det også pludseligt et privat rum, der bliver vist frem – både for gæster og for naboer – og som så i praksis ikke er helt så privat alligevel.
Det er forskerne Marie Stender, Maja Wolters og Signe Rudå fra Aalborg Universitet, der bringer betragtningen om alterner som for- eller baghaver i deres nye rapport Altaners sociale liv.
Mange af de nye altaner findes i andelsforeninger, hvor de har givet anledning til gnidninger. Dem, som bor stuetagen, og som ikke får nogen altan, men som tværtimod får ny skygge ovenfra, er det naturligvis svært at begejstre. Andre argumenter mod altaner kan være støjgener, eller blot det rent praktiske at det er en stor udgift. Selv en god ting kan betales for dyrt.
Men der har været mindre opmærksomhed på, at moderne altaner ikke bare er tilføjelser til lejlighederne og giver nogle nye muligheder. De ændrer også livet i ejendommen, og mere generelt i byrummet. Det er det, de tre forskere sætter ord på med deres analyse, der er foregået ved interviewe beboerne i tre københavnerejendomme over 2019 og 2020.
Hvordan livet så mere præcist bliver ændret, varierer fra ejendom til ejendom, og det er også dynamisk over tid. Det gør naturligvis en forskel for anvendelsen af altanerne, om de vender ud til en hyggelig gård eller en stærkt befærdet vej.
Men nok så stor betydning har de normer, som udvikler sig ud fra de beboere, der tilfældigvis bor i ejendommen. Nogle steder opstår der en konsensus om, at man bare bruger altanen, som man nu lyster. Andre steder er det på, grund af støjgener, ildeset at bruge den for lang tid af gangen eller for sent på aftenen, og det er ligeledes ildeset at efterlade en masse rod, som naboerne skal se på.
Man skal aldrig undervurdere menneskets hang til at følge hinandens eksempel. Ofte (men ikke altid) vil der opstå normer om, hvad der kan eller skal være på altanen. Så kan der for eksempel brede sig en mode med, at alle skal have smarte havemøbler på altanen, og om vinteren kan man komme til at stikke ud, hvis man er den eneste, der ikke installerer iøjnefaldende lyskæder.
Men altanerne har også afledte effekter på andre aktiviteter i ejendommen. At sætte sig ud på sin altan vil være et alternativ til at gå ned i gården, men her er der forskel på, hvordan beboerne agerer: Børnefamilier vil stort set bruge gården lige så meget som før, mens singler og ældre i højere grad vil vælge altanen. Måske er det alt i alt bedst sådan for alle parter, men der er altså også kvaliteter, der forsvinder – for eksempel at man en tilfældig dag i gården kan møde en nabo, der også søger lidt selskab over en øl eller en kop kaffe.
Rapporten kan anbefales til ikke blot de foreninger, hvor man overvejer at installere altaner, men også til dem, hvor man allerede har dem. Den kan kvalificere de lejlighedsvist ophedede diskussioner, og med en bevidsthed om, hvad altanerne betyder, kan man måske træffe nogle beslutninger, der gør livet i foreningen bedre.
Billedet er fra A/B Sundbyvester.
