Et flertal af danskerne er parate til at betale mere i boligudgifter, hvis det sker i sammenhæng med energiforbedringer. Og det er især andelsboligejere, der er parate til at betale mere. Det viser en undersøgelse, som Epinion har udført for EjendomDanmark.
68 procent af dem, der bor i andelsboliger, er i høj grad eller i nogen grad villige til at øge boligomkostningerne til gengæld for energiforbedringer. For dem, der bor i ejerbolig, er tallet for 60 procent, og for lejere er det lige under 50 procent.
Andelsboligejerenes positive syn på energiforbedringer kommer meget belejligt, for med det boligindgreb, der snart skal behandles i Folketinget, vil enerirenoveringer mange steder få stor betydning for ejendommens værdi, og dermed andelskronen.
Således vil reglerne i den meget omtalte paragraf 5, stk. 2 blive ændret, så en ejendom enten skal være i energiklasse C eller løftes to energiklasser, hvis det fortsat skal være muligt for en ny ejer af ejendommen at hæve huslejen efter at have istandsat lejemål.
Ifølge den nuværende lovgivning er adgangskravet, at ejendommen skal være i energiklasse D. Kun hver femte ejendom opført før 1960 lever op til det kommende krav om at være i energiklasse C.
Undersøgelsen fra Epinion og EjendomDanmark viser, at man på tværs af køn og alder ser nogenlunde ens på at betale for energiforbedringer gennem højere boligudgifter. Det samler flertal på omkring 55 procent i alle segmenter.
Derimod skiller vandene, hvis det er højere skatter, der via tilskud skal finansiere energiforbedringer i private boliger. Her er der tilslutning fra halvdelen af de unge, mens kun en tredjedel af dem over 35 procent støtter denne model. Målt på boligform kan skattemodellen finde et lille flertal blandt lejere i private boliger, mens der er et lille flertal imod blandt andelsboligejere.
Billedet er fra A/B Kornerup i Roskilde.