Indbrud i hjem i bundrekord – især almindelige boliger går fri

Et hurtigt blik på medierne bekræfter, at mange føler utryghed – om klimaet, om Trump, om bandekriminalitet og om en hel del andet. Men på én vigtig parameter skal vi flere årtier tilbage for at kunne opleve samme tryghed, som vi kan føle nu:

Risikoen for indbrud i boligen er styrtdykket de seneste ti år. I 2018 blev der anmeldt 28.765 indbrud i boliger. Det var 41 procent færre end i 2009, hvor tyvene var allermest aktive.

Og tendensen ser ud til at fortsætte. I andet kvartal i år blev der blot anmeldt 4947 indbrud. Det er det laveste antal i de 13 år, Danmarks Statistik har udgivet statistikken i sin nuværende form.

Det er ejendomsmæglerkæden Nybolig, der har gjort opmærksom på forholdet. Kommunikationschef Thomas Hovgaard mener, at det skyldes at danskerne er blevet forsigtige.

”En af grundende til, at antallet indbrud er faldet så markant, er, at vi blevet bedre til at holde øje med naboens bolig og vores boligområde. Netop denne tendens er også med til at skabe trygge rammer og god kommunikation i nabolaget. En anden forklaring på det faldende antal af indbrud er, at vi i højere grad investerer i bedre udstyr til at sikre vores bolig mod indbrud. Såsom bedre låse, tættere vinduer samt mere avancerede alarmsystemer,” siger Thomas Hovgaard.

Et nærmere kig på tallene antyder, han har ret.

Udviklingen varierer meget fra kommune til kommune, men generelt ser man de største fald i hyppigheden af indbrud i København og vestegnskommunerne. I Ishøj er antallet af udbrud faldet med hele 80 procent.

Derimod er der stort set status quo i nogle af de rigere kommuner, som Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Egedal. I Hørsholm, Hillerød og især Allerød er antallet af indbrud steget.

Det kunne tyde på, at tyvene ser større risiko for at blive opdaget, og et hjem skal se meget velhavende ud, før de alligevel bryder ind i det.

Se hvordan udviklingen har været i din kommune i dette regneark: Indbrud pr kommune.

Også andre former for tyveri er i tilbagegang. Antallet af biltyverier er faldet til næsten en tredjedel siden toppunktet. Butikstyverier er også blevet mindre hyppige, her dog kun godt 10 procent.

 

 

Billedet er fra A/B Parkhøj i Brønshøj

Tilmeld Nyhedsbrev