Trods advarsler og bekymringer fra andelssektorens rådgivere var der ingen slinger i Folketingets vals, da den nye andelslov kom til afstemning tirsdag: Et overvældende flertal bestående af regeringspartierne plus Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikal Venstre stemte loven igennem. Kun SF og Alternativet stemte imod, mens Enhedslisten stemte blankt.
Vi benytter lejligheden til at resumere de vigtigste ændringer, og de bekymringer om dem, der er blevet luftet.
Skærpede krav ved stiftelse: Stiftelsesbudgetter skal dække de første 15 år, mod tidligere 10 år. Der skal ligeledes foreligge en vedligeholdelsesplan, der rækker mindst 15 år ud i fremtiden, og den skal opdateres mindst hvert femte år.
Finansiering ved stiftelse: Som noget nyt må en nystiftet forening højest belåne de første 40 procent af ejendommens værdi afdragsfrit. Større afdragsfrihed kan tidligst etableres tre år efter stiftelsen. Blandt andet Advokatrådet frygter, at denne paragraf kan betyde et fuldstændigt stop for stiftelser, i hvert fald som ejendomspriserne er for øjeblikket.
Forældelsesfristen for klager over rådgivere i henseende til finansiering fordobles fra tre til seks år.
Huslejen efter konkurs/tvangsauktion: De nye ejere af ejendommen kan i de første seks år opkræve en husleje, der svarer til den gennemsnitlige boligafgift i foreningens sidste fire leveår. Herefter gælder den almindelige lejelovgivning. Blandt andet administratorer har advaret om, at det vil blive et juridisk mareridt at introducere et nyt lejebegreb til den i forvejen meget komplicerede lejelovgivning.
Standardiserede regler for valuarvurderinger: En bekendtgørelse præciserer, hvordan valuarerne skal værdiansætte foreningernes ejendomme. Håbet er, at det vil gøre forskellene mellem det, forskellige valuarer kan nå frem til, mindre. I mange foreninger må medlemmerne se i øjnene, at de som følge af denne paragraf vil få en lavere andelskrone.
Skærpede krav til valuarer: Det er op til erhvervsministeren at definere de krav, som valuarer skal leve op til, for at de kan få lov at vurdere andelsforeningers ejendomme. Men det ligger i kortene, at der bliver tale om dels formel uddannelse, dels praktisk erfaring.
Formalisering af bestyrelse og generalforsamling: Bestyrelsens opgaver ændres i praksis ikke det store, men ansvarsområderne bliver føjet ind i loven. Samtidig skal en såkaldt generalklausul sikre, at et flertal på en generalforsamling ikke træffer beslutninger, der er åbenlyst urimelige over for mindretallet.
Forlængelse af forældelsesfrist for klager over salgspriser: Hidtil har en særlig regel bestemt, at købere af andelsboliger skal nå at klage inden seks måneder efter, at de måtte indse, at de havde betalt for høj pris. Den regel bliver afskaffet, så den generelle forældelsesfrist på tre år bliver gældende. Igen gælder det fra køber kan være opmærksom på fejlen, dog således at klagen maksimalt kan have virkning ti år efter handlen. Administratorer og advokater har advaret om, at sælgere kan blive afkrævet penge lang tid efter, at de i god tro af disponeret over indtægten fra salget.
Billedet er fra A/B Andelen i Midten i Allerød.