Ny kontrolordning kan spare andelsforeninger mange penge på slidte faldstammer

En faldstamme, der begynder at se slidt og rusten ud, og som måske også lækker en anelse, kan øge stressniveauet i enhver andelsforenings bestyrelse. Det er dyrt og besværligt at udskifte en faldstamme, og det er ikke en populær udgift hos medlemmerne, der ikke rigtigt oplever, at de får en forbedring. Samtidig er det svært at gennemskue de forskellige muligheder for at reparere faldstammen, i stedet for at skifte den helt ud.

Men nu er der hjælp på vej. Dansk Byggeri forbereder en kontrolordning, og lige nu er prognosen, at den vil være klar til foråret. Med kontrolordningen kan foreninger – og andre ejere af ejendomme – gratis få en vurdering af, hvad den bedste løsning er.

For foreningerne er der store penge at spare. En renovering koster typisk kun det halve af en udskiftning, oplyser Trine de Fine Skibsted, konsulent i Dansk Byggeri, til Min-andelsbolig.dk.

”I dag er der så mange forskellige produkter på markedet, at det er svært at overskue, hvad man som ejer af en bygning skal vælge. Og hvis man som de fleste almindelige boligejere ikke har den tekniske viden, så er det helt umuligt at gennemskue, hvad man skal gøre. Så vælger de fleste bare at udskifte faldstammen, selvom en renovering måske havde været nok. Derfor starter Dansk Byggeri nu arbejdet med at lave en kontrolordning, så der bliver gennemsigtighed i forhold til, hvilke muligheder der er, og ikke mindst vished om, at en renovering lever op til den lovede kvalitet om for eksempel levetid og tæthed,” uddyber hun i en pressemeddelelse.

Kontrolordningen er inspireret af en tilsvarende ordning, som branchen – bygherrer og entreprenører – for cirka 25 år siden lavede omkring kloakledninger. Når kontrolordningen ikke blot kan sættes i kraft fra den ene dag til den næste, er det fordi der skal foregå et udviklingsarbejde, hvor blandt andet Teknologisk Institut skal ind over. Dén del kræver også finansiering, som endnu ikke er på plads.

Entreprenører og konsulenter, der tilslutter sig kontrolordningen, skal forpligte sig til at give vurderingerne og foretage arbejdet ud fra de tekniske specifikationer, der bliver fastlagt. Hvor selve vurderingen som nævnt bliver gratis, er det naturligvis ejendommens ejer, der skal betale for selve renoveringen, hvis denne bliver valgt som alternativ til udskiftning.

 

Billedet er fra A/B Solbjerg i Brønshøj.

Tilmeld Nyhedsbrev