Andelsforeninger kan godt få certificeret deres ejendom for bæredygtighed – det er bedre end ingenting. Men det er en bagvendt og dyr måde at gøre det på, mener Jeppe Blohm Nielsen, adm. direktør i Bang & Beenfeldt. Det mest logiske ville være at certificere de rådgivere, der arbejder for foreningerne. I dette debatindlæg efterlyser han, at politikere eller myndigheder tager initiativ til sådan en certificeringsordning.
Af Jeppe Blohm Nielsen, adm. direktør i Bang & Beenfeldt
Ideen om at kunne certificere en andelsforening med DGNB-BIU, som er den særlige certificeringsordning for eksisterende bygninger, giver ved første øjekast god mening. Lad os endelig hjælpe foreningerne og de private personer, som bor i foreningerne, med at gøre det mere overskueligt at renovere bæredygtigt.
Men når vi som rådgivere dykker lidt længere ned i detaljerne i ordningen, melder sig et par spørgsmål. Og det handler overvejende om, hvem der betaler for gildet.
Et fiktivt eksempel
Forestil dig følgende situation:
Du har købt en brugt bil – for eksemplets skyld et fiktivt bilmærke Voxda – og nu trænger bilen til at komme til service for at få et stempel i servicebogen. Du booker en tid hos værkstedet og betaler gladeligt for dit service. Lad os sige 5000 kroner – igen for eksemplets skyld. Da du skal til at forlade værkstedet, spørger du til, om servicestemplet dækker for garanti frem til næste service, og hvorvidt arbejdet et udført i henhold til Voxda’s retningslinjer?
Og så får du dette svar: ”Du skal lige tegne en Voxda-certificerings-aftale, som koster 15.000 kroner årligt, før det kan komme på tale. Derudover skal du selv tjekke, at Voxda overholder betingelserne. Hvis de ikke gør, skal du selv betale igen.”
Ovenstående er rent fiktivt, og jeg er sikker på at Voxda naturligvis ikke behandler deres kunder på denne måde. Men det er i praksis, hvad DGNB-BIU svarer til, hvis vi sætter det lidt på spidsen. For hvorfor skal det være slutkunden og private personer, som skal afholde den løbende certificeringsomkostning?
Certificér rådgiverne
Principielt mener jeg, det er en rigtig god udvikling, at vi begynder at få fokus på eksisterende bygninger, men jeg mener, at der burde indføres en renoveringscertificering af de rådgivere, som arbejder med renovering, og som formår at levere bæredygtig rådgivning om renovering og vedligeholdelse af eksisterende bygninger. Ganske som mærkeværkstederne naturligt har et ansvar for deres biler.
I stil med certificeringsordningerne inden for statik og brand, er det fuldt ud lige så relevant med en certificering for rådgivere, som arbejder med eksisterende bygninger. For hånden på hjertet: DGNB er ikke svaret på alt, når det kommer til bæredygtighed.
Bæredygtighed er komplekst
DGNB kan være en del af ”værktøjskassen”, for at blive i eksemplet fra før. Men bæredygtighed er en mere kompleks størrelse, ganske som moderne biler. Der er mange aspekter, som skal favnes i rådgivningen, og jeg oplever gang på gang, at den tredobbelte bundlinje (miljø, økonomi, social) overses eller forvrides, når det kommer til renoveringsprojekter i praksis.
Fokus i renoveringsprojekter er typisk – og meget naturligt – på miljø og byggematerialer, men ofte overses de øvrige perspektiver i større eller mindre grad. Nogle gange overses de fuldstændigt. Bæredygtig renovering kan også handle om selve processen: Det kan for eksempel være at tænke på arbejdsmiljøkoordinering i udførelsesprojektet og sikre, at renoveringen kan gennemføres, så det er socialt ansvarligt – både for håndværkere, leverandører og beboere i en ejendom.
Så er det virkelig fair, at vi skal bede private personer, som ikke har byggeteknisk indsigt, om at forholde sig til den kompleksitet, bæredygtig renovering og bygningsdrift indeholder? Nej, det skal naturligvis være de professionelle parter, som har og tager ansvaret.
Med en certificeringsordning forpligter vi os som rådgivere til at yde rådgivning, som tager højde for ”den tredobbelte bundlinje” på foreningens vegne. Ordningen vil give de private kunder en sikkerhed for, at den rådgivning, de modtager, tager højde for alle de beslutninger, som skal træffes i en meget kompleks kontekst. Beslutninger, som træffes i samråd med en rådgiver, der løbende bliver testet og vurderet for om deres rådgivning er kompetent nok til at arbejde med spændingsfeltet mellem nye metoder, materialer og tanker i relation til bygninger, som har stået opført i talrige årtier.
DGNB-BIU er bedre end ingenting
Grundlæggende vil jeg ikke fraråde, at man benytter sig af DGBN-BIU – for det er bedre end ingenting. For nærværende er det en mulighed, der kan benyttes. Dog håber jeg på, at der politisk kommer langt mere fokus på, at certificering af den professionelle part er en nødvendighed, hvis vi virkelig skal se en effekt på de bæredygtige dagsordner hos private andelsforeninger. Det er den smarte og langsigtede løsning – og den mest fair for foreningerne.
Læs tidligere artikler om DGNB-BUI her og her.
Billedet er fra A/B CFG Rønnebærvej i Vanløse
