Mister du penge ved lovændring? Tjek din forenings valuarvurdering

Ejer du en andelsbolig, eller har du kig på en, som du ønsker at købe? I begge tilfælde er der al mulig grund til at tjekke, om foreningens ejendom er vurderet af en valuar – og i givet fald hvad den står i hans rapport.

Den kommende andelsboliglov vil nemlig sætte nye regler for, hvordan valuarerne skal opgøre værdien. Og for den enkelte andelsbolig kan det betyde, at den værdi, boligen må handles til – maksimalprisen – bliver sat drastisk ned.

”Jo mindre information om, hvordan valuaren er nået frem til resultatet, jo mere skal du være på vagt,” siger Michael Andersen, vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Den nye såkaldte vurderingsnorm, som valuarerne skal rette sig efter, er netop udarbejdet i regi af Dansk Ejendomsmæglerforening. Lige nu sidder jurister i Erhvervsministeriet og oversætter normen til en bekendtgørelse, som vil blive offentliggjort senere på foråret.

Men indtil bekendtgørelsen foreligger, kan man altså tage pejling efter, om metoden bag den enkelte vurdering er beskrevet grundigt.

”Når jeg taler om information, er det ikke alle mulige indskydelser, man kan finde på at tage med i en rapport. Det handler om, hvilke forudsætninger med betydning for prisen, der er lagt ind. Derfra kan man selv, måske sammen med sin rådgiver, vurdere, om disse forudsætninger holder;” siger Michael Andersen.

En konkret ting, man kan kigge efter, er også, om vurderingen er udarbejdet efter den såkaldte DCF-metode. VI skal her ikke gå ind i de tekniske detaljer om, hvad denne indebærer. Men med den nye lov bliver det altså et krav at anvende den. Det vil som regel stå i vurderingsrapporten, hvis den er udarbejdet efter DCF-modellen.

Michael Andersen understreger, at det ikke har været et mål med den ny vurderingsnorm generelt at gå få lavere vurderinger, men blot at få en højere standardisering. Der vil således også være tilfælde, hvor ejendomsvurderingen stiger som følge den nye vurderingsnorm. Dette vil dog formentligt være undtagelsen.

 

 

Billedet er fra A/B Holbækgården i København.

Tilmeld Nyhedsbrev