KOMMENTAR. Den udenlandske storkapital har fået en begmand på Frederiksberg.
Ifølge Berlingske har Københavns Byret for et par uger siden givet beboerne i Den Sønderjyske By (billedet) medhold i, at Frederiksberg Boligfond ikke bare kunne sælge den ejendom, de bor i, til amerikanske Blackstone. De har ifølge en 90 år gammel paragraf i skødet en forkøbsret, der oven i købet, takket være den dengang fastsatte fremskrivningsmetode, stiller dem i udsigt at købe ejendommen til en lav pris.
At det så også ender med, at de køber ejendommen og stifter en andelsforening, er ikke givet. Men nu skal juraen udredes, hvilket kan tage flere år, og for beboerne – og med dem også beboerne i en række andre ejendomme i kommunen – kan det i hvert fald ikke ende dårligere, end hvis ejerskabet uden videre var overgået til Blackstone, der har et dårligt ry som udlejer.
Så vidt, så godt. Tillykke til de gode borgere i Den Sønderjyske By. Men deres sag bliver ikke god og retfærdig, blot fordi deres modpart er ildeset. Og deres sejr er netop ikke udtryk for, at nogen højere retfærdighed er ved at falde i hak – tværtimod.
Frederiksberg Boligfond er født ud af den bitre bolignød i hovedstaden for godt hundrede år siden. Denne bevægede kommunen til at opføre en række boligejendomme. Da kommunen ikke havde nogen langsigtet interesse i at være ejendomsselskab, stiftede den en selvejende fond, som ejendommene blev overdraget til. Meningen var, at fonden blot skulle løbe rundt, og for den eventualitet, at det en dag skulle blive relevant at sælge ejendommene igen, indsatte man i skødet forkøbsretter til dels kommunen, dels lejerne, til en lav pris.
Relevansen af et salg opstod, fordi hovedstaden igen vokser. Der er langt fra bolignød som i gamle dage, men dog behov for nye boliger. Kommunen så en løsning i at lade Frederiksberg Boligfond sælge nogle af sine ejendomme til høj pris, for så at geninvestere pengene i nye boliger.
Frederiksberg Kommune afstod altså fra at bruge sin forkøbsret. Den mindede heller ikke beboerne om, at de havde en forkøbsret, og det kan man diskutere, om den skulle have gjort. Men den var i hvert fald ikke ude på at berige sig selv, men på at finde en løsning på et praktisk problem med mangel på boliger.
Beboerne i Den Sønderjyske By blev af anden vej opmærksomme på deres forkøbsret. Hvis den ender med at blive anerkendt fuldt ud, så de kan købe ejendommen til favørpris, venter store, sekscifrede gevinster på hver af dem. De kan stifte en andelsforening, og kort tid efter kan denne opskrive værdien af ejendommen til den ”rigtige” markedspris, som så kan realiseres ved salg af de enkelte andele.
Tilbage vil stå nogle beboere, som har været svineheldige. De vil have fået en stor pose penge, som de ikke har gjort noget for, og som de heller ikke kendte eksistensen af, da de skrev under på lejekontrakten, forærende.
Det held skal man ikke kritisere dem for at udnytte. Det ville de fleste andre i en tilsvarende situation også gøre. I praksis er det det samme, som eksisterende andelsboligejere har gjort, når de har købt andelsboligen billigt, for derefter at møde op på generalforsamlingen og stemme for en markant opskrivning af andelskronen.
Men der er altså heller ikke noget ædelt over den operation, som beboerne i Den Sønderjyske By har gang i. De er ikke stakkels lejere, der er under pres fra kapitalens rå magt. De er selv kapitalens rå magt. Og den gevinst, de stryger, vil andre skulle betale. Disse andre vil være beboerne i det nybyggeri, der skal til, for at skaffe boliger til hovedstadens voksende befolkning.
