Advokat: Købere overser fejl i regnskaber

Alle købere af andelsboliger ved, at der er ugler i mosen, hvis sælgeren mere eller mindre subtilt forlanger penge under bordet – ud over den lovlige maksimalpris for andelen. Men en ulovlig merpris behøver ikke at være bevidst fra sælgers side. Ofte opstår den som følge af hændelige fejl i foreningens regnskab, oplyser advokat Erik Matthiesen fra Advokat i Helsingør til Min-andelsbolig.dk.

”Der kan være en ulovlig overpris, fordi der en forkert kvadratmeterpris, eller fordi man har glemt kursreguleringen på foreningens lån i forbindelse med beregningen af andelskronen. Der er masser af købere, der ikke ved det,” siger han.

Som omtalt i sidste uge er der på Christiansborg planer om at udvide fristen for at klage over køb af andelsbolig, fra det nuværende halve år til tre år. Det vil give flere muligheder for dem, der har betalt overpris – hvad end det er som penge under bordet eller som følge af en hændelig fejl, fremhæver Erik Matthiesen i dag over for DR.

”Der er jo en del, der først bliver opmærksom på, at det sælger har gjort, er ulovligt, når de kommer til generalforsamling et år efter, at de har købt boligen. Og så kan det være for sent,” siger han.

Og videre:  ”Der er slet ikke nogen grund til, at man har den her korte frist for andelsboliger. Man kan bare ophæve den, og så gælder der de samme regler som ved andre boliger, nemlig tre år.”

DR bringer i anledning af kommunevalget flere artikler om andelsboliger – det fremgår ikke, hvorfor de to ting bliver kædet sammen. Læs også om Mathilde Hancke Laursen, der i forbindelse med et køb af en andelsbolig på Amager deltog i et bud om at købe et gammelt bord. Hun bød 110.000 kroner og fik således både bord og andel.

Men siden, efter at have overtaget boligen, valgte hun at afstå fra bordet, og hun meddelte sælger, at hun ikke ville betale de 110.000 kroner. Det havde hun ellers været indstillet på at gøre, og hendes bank var villig til at låne hende beløbet til at købe møbler for – dog uden at vide, hvad der reelt var tale om.

 

 

Foto fra A/B Thorsgaard på Frederiksberg.

 

Tilmeld Nyhedsbrev