Altaner overgår alle andre ønsker, når danskerne leder efter lejlighed

Mange andelsforeninger har gennem de seneste år benyttet de lave renter til at installeret altaner til lejlighederne. Og det synes at være en god investering, som ikke blot giver beboerne en højere bekvemmelighed. Den er også med til at sikre værdien den dag, andelene skal sælges.

Der er således ikke noget, som boligkøbere går mere op i end netop altaner. Det viser en optælling fra Boligsiden og Home af, hvad boligejerne søger på. Altaner ligger i top, for tredje år i træk.

På de følgende pladser ligger – også uændret i forhold til de to foregående år – havudsigt, udsigt, pool og garage. Disse søgeord kan afspejle, at boligsiden i høj grad bliver brugt af dem, som søger sommerhuse. Men det er også ønsker, som i et vist omfang går igen, uanset om man søger helårs- eller fritidsbolig.

”Billedlig talt søger vi at få ’luft’ omkring os. En god altan giver et uderum, og hvis vi er heldige, er der også et kig ud over byens gader og tage. Udsigt giver os følelsen af mere privatliv, fordi vi har et mere uforstyrret blik og kan se langt. For de fleste er den bedste udsigt af alle havet,” udtaler Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Der synes dog at være en tendens til, at man nok gerne vil se på noget smukt, men man ikke gider have bøvl med det. ”Have” er således kun på en tiendeplads over almindelige søgeord.

”Elevator” kravler derimod stille og roligt op ad listen. Det afspejler måske, at en stadigt større del af boligkøberne er i en moden alder. Installation er elevatorer er også noget, som er blevet relativt almindeligt i andelsforeninger. Der er lavet tekniske løsninger, så man kan klemme en lille elevator ind i trappeopgangen i en klassisk boligejendom.

 

PR-foto: Home.

Tilmeld Nyhedsbrev