Det var Socialdemokratiet, der bestemte, at boliger skal være dyre

ANALYSE: Udenlandske kapitalfonde, særligt Blackstone, har udnyttet et hul i lovgivningen til at banke huslejerne i vejret, og derfor er det nu nødvendigt med et indgreb. Mange ejere af andelsboliger må leve med, at det som en sideeffekt også kommer til at gøre ondt på dem, for de har selv været lidt uden om det, for så vidt de har fået valuarer til at opskrive værdien af deres ejendomme.

Sådan lyder i kortform den fortælling, som man må have opfattet, hvis man fulgt debatten om den forkætrede paragraf 5, stk. 2. Men uden at gøre hverken Blackstone, andre ejendomsselskaber eller for den sags skyld andelsboligejere til dydsmønstre, så er det en falsk fortælling. Den rigtige fortælling er vigtig at få frem, inden Folketinget skal stemme om en lovændring, som vil få store konsekvenser for mange.

Paragraf 5, stk. 2 kom ind i loven i 1995, altså mens Poul Nyrup Rasmussen var statsminister og Mogens Lykketoft var finansminister, og det er ikke nogen fejl, at den er som den er, og at den har den effekt, at huslejen i gamle boliger stiger. Det var tilsigtet.

Situationen var dengang, at særligt den københavnske boligmasse var slidt ned til sokkeholderne. Det havde en selvforstærkende effekt. Dem, som havde mulighed for det, valgte som regel at flytte til en bedre bolig i forstæderne, med det resultat at folketallet i Københavns Kommune styrtdykkede. Tilbage blev pensionister, studerende og bistandsklienter, groft sagt. Dem var der ikke mange skattekroner i, og i begyndelsen af 90’erne var hovedstadskommunen ved at gå fallit.

Noget måtte gøres, hvis ikke hovedstaden skulle ende som ét stort slumkvarter. I embedsværket var økonomidirektør Jens Christiansen stærk fortaler for en reform af boligområdet. Det er beskrevet i et nyt speciale fra Rune Dybvad Simonsen, kandidat fra RUC og suppleant for Socialdemokratiet til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. (Det er ikke oplyst, om han også er relateret til boligminister Kaare Dybvad Bek).

Jens Christiansen er i specialet citeret for følgende: ”Det vi skal sikre, det er at det ikke er nogle tilsvarende, der flytter ind til byen igen. Og det kan man kun gøre ved at gøre boligerne dyrere. Man behøver ikke engang gøre dem større, bare man gør dem dyrere – for det vil sortere nogle af dem fra, som kun kom til København fordi København jo havde Danmarksrekord i billige boliger.”

Altså: Sæt huslejerne op, så de fattige ikke har råd til dem og er nødt til at finde andre steder at bo.

Men en ting er naturligvis, hvad en embedsmand mener. Noget andet, hvad politikerne vil være med til. Politikerne var altså på det tidspunkt socialdemokrater, dels i kommunens ledelse, men siden 1993 også i regeringen. Netop dette partisammenfald gjorde det muligt at handle, hvorimod det socialdemokratiske bystyre og den foregående, borgerlige regering havde haft svært ved at finde fælles fodslag.

Hos Socialdemokratiet var der ikke stor lyst til at sætte huslejerne i vejret. Det stred i den grad mod partiets sjæl. Den forhenværende overborgmester Egon Weidekamp så det ifølge Rune Dybvad Simonsen som regulært ”klasseforræderi” at sælge de 19.000 kommunale boliger, selv om kommunen ikke selv havde midler til at sætte dem i stand. Jens Kramer Mikkelsen, som nu var overborgmester, ønskede ikke nogen befolkningsudskiftning fra fattige til mindre fattige. På den anden side var han, i hvert fald ifølge Jens Christiansen “nem at styre”, og som den øverst ansvarlige måtte han også se i øjnene, at det var nødvendigt at gøre et eller andet.

Højere oppe i partiet var pragmatismen endnu mere udtalt. Af et referat fra et møde mellem regeringens økonomiudvalg og Københavns Kommune i februar 1994 fremgår det, at Mogens Lykketoft var på linje med Jens Christiansen, om end han udtrykte sig mindre bastant. Det hedder i referatet:

”Mogens Lykketoft tog herefter spørgsmål om den offentlige byfornyelse i København op. Var København ikke meget firkantede vedr. priser og huslejer. Han mente, at en evt. frygt for, at visse lejligheder på Vesterbro ikke skulle kunne lejes ud var ubegrundet. Man kunne nok lægge huslejen på et højere niveau. Det ville så måske også komme nogle lejere med højere skattegrundlag ind.”

Og sådan blev det. Kommunens boliger blev solgt, men det reducerede det socialdemokratiske ubehag, at køberne stort set hele vejen igennem var nystiftede andelsforeninger. Disse har siden sat ejendommene i stand.

I de boliger, der var ejet af private ejendomsselskaber, gjorde den nye paragraf 5, stk. 2 det muligt at renovere boligerne, og samtidig gradvist at hæve huslejen. Det er også en spejling af det, at mange andelsforeninger siden har kunnet opskrive værdien af deres ejendomme. Tidlige tiders meget billige andelsboliger skulle ses i forhold til, at huslejerne i lejeboliger dengang var tilsvarende lave.

Det er historieløst, hvis man blot kritiserer socialdemokraterne for de beslutninger, de traf dengang. Overordnet var det, de gjorde, ikke bare nødvendigt, men også uhyre succesfuldt. København er gået fra at være en af landets fattigste kommuner til at være en af de rigeste, og store dele af boligmassen er sat i stand. Det trængte den i høj grad til. Der er ingen grund til at romantisere de mange, billige boliger, der havde været forinden. De var ofte ubehagelige at være i; med dårlige toiletforhold, intet bad og dårligt fungerende opvarmning med ildelugtende petroleum.

I dag er det et validt, politisk synspunkt, at udviklingen er gået for vidt. At København i for høj grad er blevet en by for de velstillede, og at der nu er for lidt plads til pensionisterne, de studerende og kontanthjælpsmodtagere.

Men det er iøjnefaldende, at efter hvad der hidtil er sluppet ud fra de politiske forhandlinger, vil indgrebet næppe sætte en stopper for huslejestigningerne, i hvert fald ikke som gennemsnit. Der kommer et loft over, hvor meget man må hæve huslejerne efter renoveringer, men renoveringerne i sig selv bliver der om noget sat endnu mere fut under: De ejendomsejere, som hidtil af forskellige grunde har holdt igen med at bruge paragraf 5, stk. 2, vil efter en lovændring være mere eller mindre tvunget til at gøre det.

Så hvad er den virkelige, politiske intention? Handler det virkelig om at sørge for billige boliger i de store byer, eller er det mere et spørgsmål om, hvad fortællingen om de boliger skal være?

Der er selvfølgelig også en tredje mulighed: Nemlig at politikerne selv har svært ved at navigere i den ekstremt komplekse boliglovgivning, og, for socialdemokraternes vedkommende, at de ikke rigtigt føler sig i familie med deres forgængere fra 90’erne. Kaare Dybvad var en knægt på blot ni år, da Mogens Lykketoft i 1994 gav Københavns Kommune et vink med en vognstang om, at det var tid til at sætte huslejerne i vejret.

Uanset hvad, så lad os her komme med nogle forslag til, hvad man kan gøre, så den officielle målsætning om billige boliger bliver fulgt, samtidig med at boligerne bliver renoveret, uden at deres ejere bliver ramt med en hammer.

Det indgår angiveligt i forhandlingerne, at det ikke længere skal være muligt hele tiden at sætte huslejen i nyrenoverede lejligheder et nøk op. Lad den ide blive på bordet – den vil virke efter sit formål. Den vil føre til et mindre værditab på ejendommene, men når man køber fast ejendom, må man trods alt tage højde for, at lovgivningen kan blive ændret. Det er det, at man trækker tæppet fuldstændigt væk under folk, og at man for eksempel med ét slag vil fjerne mange andelsboligejeres formue, der vækker anstød.

Til gengæld, opgiv de andre nye restriktioner på paragraf 5, stk. 2. De vil blot gøre ondt på alle parter, uden at hjælpe nogen. Grundlæggende må man acceptere, at boliger hen ad vejen skal sættes i stand og føres op til moderne standard, og at det nu engang koster penge.

Hvis man alligevel indfører disse restriktioner, så giv andelsforeninger mulighed for at få anerkendt deres boliger som paragraf 5, stk. 2-renoverede, hvis de med rimelighed kan dokumentere, at de (eller medlemmerne selv) har foretaget gennemgribende moderniseringer. Den praktiske konsekvens vil være, at foreningerne bliver friholdt for værditabet. Der vil ikke være tale om at skabe et kunstigt smuthul for foreningerne, men tværtimod om at anerkende en realitet, som har været noget overset i debatten. Nemlig at andelsboligformen har haft den meget positive sidegevinst, at boligerne er blevet sat fint i stand.

Endelig, giv mulighed for at fortætte boligerne rundt om bykernerne, især rundt om Københavns bykerne. Når de nybyggede boliger er så dyre, skyldes det især, at grundpriserne er presset op, fordi grundsalg skal betale for metroen. Men i de nære omegnskommuner og i det yderste af København er der masser af muligheder for at bygge gode, rummelige og billige boliger, hvorfra man kan nå centrum inden for en halv times tid.

 

Billedet er fra A/B Peter Bangs Hus på Frederiksberg.

<span style="color:black;font-size:20px;">STEN THORUP KRISTENSEN</span><br><span style="font-size:16px;">Journalist</span>

STEN THORUP KRISTENSEN
Journalist

Uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet 1993. Fra 1997 til 2008 journalist, senere også redaktør, ved Økonomisk Ugebrev. Siden 2008 freelance journalist, med ejendomsmarkedet som primære speciale.

TILMELD NYHEDSBREV
Scroll til toppen

Tilmeld Nyhedsbrev