Ekspert: Andelsforeninger kan spare meget på forsikringen

Staten har pr. 2018 kappet ikke mindre end 70 procent af sine udgifter til forsikringer af ejendomme. Det fortæller Risikokoordinator Torben Jacobsen fra Bygningsstyrelsen til Berlingske Business. I en bisætning nævner han, at han ”slet ikke er i tvivl om, at der for mange, også private boligforeninger og kommuner, vil være store summer at hente på forsikringspræmien på den lange bane.”

Min-andelsbolig.dk har bedt Torben Jacobsen uddybe, hvordan han mener, at for eksempel andelsforeninger kan spare penge på udgiften til forsikringsselskabet.

Han understreger, at en stor organisation som Byggestyrelsen naturligvis har flere muskler til at gøre forarbejdet end en almindelig andelsforening.

”Men,” siger han, ”forsikring er i sidste ende blot en finansiering af den risiko, man har. Det vil sige, at man kan spare penge ved at lave en bedre risikostyring. Som bestyrelse kan man for eksempel gå ind og se, hvor vedligeholdelsen skal sættes ind. Det er i høj grad dér, pengene er.”

Torben Jacobsen nævner som eksempler, at man kan rense afløb, så man nedsætter risikoen for vandskader ved sommerens store regnskyl, eller at man får skiftet slidte faldstammer, inden lortet bogstaveligt rammer ejendommen.

Det kan synes bagvendt, at man bruger ekstra på vedligeholdet for at spare på forsikringen. Men her skal man huske, at der også er udgifter i forbindelse med en skade, som forsikringen ikke dækker. Det vil sige, at der ligger potentielle udgifter, som foreningen måske ikke er opmærksomhed på.

”Der er rigtigt mange ting, der ikke er dækket af forsikringen. Som en tommelfingerregel siger man, at skaden koster én pris, men at følgeomkostningerne er endnu større – måske endda det dobbelte af det, man får dækket;” siger Torben Jacobsen.

Han anbefaler også, at man tager en så stor selvrisiko som muligt. Det giver ikke blot en direkte besparelse på forsikringspræmien – en indirekte besparelse kan komme oveni.

”På den måde sender man et signal til forsikringsselskabet om, at man er en andelsforening, der har styr på tingene, og som kender sine risici,” som Torben Jacobsen udtrykker det.

Man skal dog ikke sende dét signal, før man faktisk har styr på sine risici. Til den ende kan man gennemgå de forsikringsskader, man har haft over de seneste for eksempel ti år. Man kan også lave et beredskab i form af aftaler med relevante firmaer, så for eksempel er blandt dem, der får hurtig hjælp efter ekstreme regnskyl – det kan koste dyrt i form af vandskader at stå sidst i køen.

Endelig må bestyrelsen grundigt overveje, hvor stor en uforudset udgift foreningen kan bære.

 

 

Billeder fra A/B Hellerupvej 4-6 i Hellerup.

<span style="color:black;font-size:20px;">STEN THORUP KRISTENSEN</span><br><span style="font-size:16px;">Journalist</span>

STEN THORUP KRISTENSEN
Journalist

Uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet 1993. Fra 1997 til 2008 journalist, senere også redaktør, ved Økonomisk Ugebrev. Siden 2008 freelance journalist, med ejendomsmarkedet som primære speciale.

TILMELD NYHEDSBREV
Scroll til toppen

Tilmeld Nyhedsbrev