Flere nybyggede andelsboliger på vej i Valby

Til næste sommer flytter beboerne ind i 99 nye andelsboliger i det nye boligområde, der skyder op på det tidligere grønttorv i Valby.

Nybyggeri af andelsboliger har ellers ligget helt stille siden finanskrisen for snart ti år siden. Men at dømme fra de erfaringer, firmaet bag byggeriet – FB Gruppen – har gjort sig, kan det snart gå i gang igen i større skala. Andelsboligerne er nemlig for længst solgt, så efterspørgslen fejler ikke noget.

FB Gruppen har selv tænkt sig at bygge endnu flere andelsboliger på Grønttorvet.

”Vi var first movers med de 99 andelsboliger. Vi var de første på den front i ti år. Vi overvejede, hvordan det ville gå. Men det er gået godt, og så prøver vi en gang til, denne gang med et lidt mindre sæt på 80 boliger,” siger adm. direktør Hans Bo Hyldig.

Efter finanskrisen blev nybyggede andelsboliger halvt ufortjent ramt af det, man kunne kalde dårlig karma: Da boligpriserne faldt, måtte mange af andelshaverne konstatere, at de var låst i deres boliger, som de ikke kunne sælge uden store tab.

Dét vilkår delte man med de nybyggede ejerboliger, men en del andelsforeninger havde samtidig brugt de såkaldte swaps ved finansieringen af deres ejendomme. Disse swaps var tegnet som en forsikring mod stigende renter, men da renten i stedet faldt, måtte foreningerne bogføre store tab.

Men FB Gruppen er altså gået op imod den dårlige karma. Holdningen er, at andelsboliger også i fremtiden har en plads i boligmarkedet – også når det gælder nybyggeri.

”Grønttorvet består af 2200 boliger, og vi vil gerne have en blandet sammensætning, både af beboere og af boligtyper. Vi har ejerboliger, almene boliger, lejeboliger og nu også andelsboliger. Jeg synes, de passer godt ind i vores koncept, for beboerne i dem er typisk nogle, der engagerer sig i lokalområdet og er med til at udvikle det,” siger Hans Bo Hyldig.

 

Animation: FB Gruppen.

Tilmeld Nyhedsbrev