Ryesgade i København var engang Danmarks mest befolkede gade. Ifølge oplysninger, historiker Nina Søndergaard har fundet frem for Min-andelsbolig.dk, toppede det i 1921, hvor 8274 havde adresse i gaden. Det er cirka lige så mange, som der bor i Ribe i dag. Tilflytningen til København var stor, og folk klumpede sig sammen i de små lejligheder på brokvarterne. Man kan forestille sig, hvor meget liv og larm, der har været i gårde og gader i en tid, hvor folk også fik mange flere børn, som en stor del af døgnet var uden voksnes opsyn.
I dag er gaden anderledes fredelig og attraktiv. Den huser blandt andet A/B Ryesgade 56 A-C, som har anmodet os om at granske i ejendommens historie. En opgave, vi sendte videre til Nina Søndergaard.
Historien om Ryesgade, og brokvartererne generelt, som i en periode nærmede sig at være slumkvarterer, er nok kendt af de fleste. I Ryesgade 56 viser et gammelt billede for eksempel en stærkt forfalden bagtrappe. Det har været en ubehagelig oplevelse af gå i gården eller kælderen. Men i gården skulle man, for her fandtes lokummerne; 13-14 styks. Indtil 1924 var det blot tønder, derefter blev de udskiftet med wc’er, og først i 1974 blev de revet ned.
Et billede af stemningen i gaden giver det også, at inden Nazaret Kirke blev indviet i 1902, stod der på grunden blot en transportabel kirke af bølgeblik. Denne har altså i de første mange år været den lokale kirke for beboerne i Ryesgade 56, der blev opført i 1886. Man har, som Nina Søndergaard udtrykker det, draget omsorg for, at gadens beboere ikke skulle hedninge eller socialister, men der har været grænser for, hvor mange penge, man ville bruge på det.
Hvilket indtryk har det mon gjort på beboerne? Vi har ikke fundet kilder til at belyse det, men de har ikke nødvendigvis følt sig forfordelt. Det kan også være, at den midlertidige kirke, mens den nye blev bygget, har givet en stemning af, at man var en del af noget nyt – af fremtiden. Fattige kvarterer er meget forskellige, og forskere skelner mellem slums of hope og slums of dispair. Altså henholdsvis kvarterer, hvor folk nok er fattige, men oplever at de er på vej frem i tilværelsen, og kvarterer, hvor beboerne er faldet hen i mismod og afmagt.
Man skal heller ikke underkende, at selv om Københavns brokvarterer hurtigt blev fyldt op med tætte baggårde, der inviterede til slum, var byplanlæggerne fra starten indstillede på, at der skulle være gode boliger og et godt bymiljø. For eksempel motiverede man bygherrer til at gøre noget ved udsmykningen ved i så fald at give dem lov til at bygge en etage ekstra.
I Ryesgade 56 er facaden således inspireret af italiensk barok. Het er kvaderfuger og flotte vinduesrammer, der minder om dem, man kan se på Vartov. Lidt usædvanligt var der også en af datidens mere hypede arkitekter, der tegnede ejendommen, nemlig Ferdinand Vilhelm Jensen, som også har tegnet Søtorvet og et eventyrligt hus med tre tårne på Trianglen (nr. 7-11). Bygherren på Ryesgade 56 var murermester C. Schachtschabel.
I de første år lå ejendommen for øvrigt også i rimeligt landlige omgivelser, så beboerne havde nem adgang til lys og luft. Lundingsgade rundt om hjørnet begyndte for eksempel først at blive udbygget fra 1892.
Herefter gik det dog hurtigt med udbygningen, og i de mange årtier med tæt befolkningskoncentration har beboerne nok heller ikke hæftet sig så meget ved udsmykningen. Af de arkitektoniske detaljer har de karakteristiske indhak i hjørnerne været mere relevante – de kom med for lige akkurat at overholde mindsteregler om lysindfald.
I dag, hvor baggårde i kvarteret er revet ned, og der bor langt færre pr. lejlighed, er byplanlæggernes oprindelige tanke kommet til sin ret igen. Derfor er det nu også attraktivt at bo i Ryesgade. Det er ikke længere noget, man bare gør, fordi man ikke kan finde bedre steder.
Et enkelt intermezzo fra rejsen på vej tilbage til at være attraktivt kvarter skal med: I 1983 blev naboejendommen, Ryesgade 58, besat, og i nogle dramatiske septemberdage holdt BZ’erne hele området afspærret bag barrikader, som de ville forsvare med mere eller mindre hjemmelavede våben. Man skal huske det i dag, når man taler om bandekrige og terrorisme: Der har aldrig været sådan noget som en helt fredelig tid. Voldsparatheden har altid luret ikke så langt under overfladen.
Besættelsen i 1983 var i høj grad en kamp om gadens sjæl. På sin vis forsvarede BZ’erne det gamle – de billige boliger til almindelige mennesker. Men på den anden fløj havde man også et nært forhold til de gamle kvarterer; bare med den modsatte konklusion. BZ’ernes hovedfjende var den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp. Han var selv vokset op på Østerbro i en lille, dårlig lejlighed med lokum i gården, og han havde intet romantisk forhold til det.
Medlemmerne af A/B Ryesgade 56 A-C vil kunne genkende deres ejendom i Bent Staalhøjs dokumentarfilmen ”BZAT – ni dage bag barrikaderne” fra 1987. Ejendommen er dog ikke i filmens fokus.
Nina Søndergaard har på Det Kongelige bibliotek fundet flere gamle billeder af 56 A-C. Vi kan af ophavsretlige grunde ikke vise disse billeder, men de kan ses her, her og her. De nye billeder her på siden er stillet til rådighed af foreningen.
Holder jeres forening også til i ejendom, som måske har en spændende historie, som I gerne vil have undersøgt nærmere? Så kontakt os på stk@91.229.236.31.
