KOMMENTAR: ”Tillykke til Blackstone,” skriver boligminister Kaare Dybvad i dag på facebook, som overskrift på meddelelsen om, at han ikke kan samle et politisk flertal for sit bebudede indgreb mod boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2. De radikale har, som man kan forstå det, slået følge med de borgerlige partier, som dermed har flertallet på deres side. Dette flertal arbejder lige nu på et forslag om nogle lovændringer, som på andre måder skal beskytte lejere mod ejendomsselskaber, der aggressivt benytter mulighederne for at hæve huslejen efter renoveringer.
Man kan også sige tillykke til andelsboligejerne. De undgår nu et hårdt indgreb, som ville have givet mange af dem alvorlige, økonomiske problemer, for eksempel i form af teknisk insolvens.
Alligevel er stemningen i dag ikke til sejrsfester, men mere til eftertænksomhed.
Her og nu vil også de lovændringer, de borgerlige partier inklusive de radikale har på vej, også have en eller anden effekt for andelsboliger. Den vil ikke nødvendigvis være stor, men den vil være der, og den skal håndteres.
Men på længere sigt vil det seneste års debat om paragraf 5, stk. 2 være en milepæl af helt andre grunde. Andelsboliger har længe været en hybrid mellem lejer- og ejerboliger. Formelt i statistikkerne tæller de som det første, og i mange foreninger har man da også lagt vægt på, at de skulle forblive billige og på den måde afspejle det stramt regulerede lejemarked.
Men mange andre foreninger har skrevet værdien af deres ejendomme op, hvilket har udløst store, underliggende formuer til medlemmerne. Her har man grundlæggende fulgt den liberalisering, som paragraf 5, stk. 2 er udtryk for, og konsekvensen er, at boligerne her i dag nærmest ligner ejerboliger.
Hidtil har politikerne undladt at tage stilling til spørgsmålet. De har ladet foreningerne vælge selv. Men i dag har de bekendt kulør: Et flertal på Christiansborg ser først og fremmest andelsboliger som ejerboliger. Formentligt har også mange andelsboligejere undervejs gjort op med sig selv, at det er sådan, at verden hænger sammen.
Betragtningen vil have betydning i store og små politiske kontroverser fremover. Det er en politisk tommelfingerregel i Danmark, at man skal lade være med at genere boligejere, hvis man gerne vil have del i regeringsmagten. Den lovmæssighed kan andelsboligejerne nu se, at de er omfattet af.
Omvendt skal de også forvente at blive pålagt et større ansvar. Lovgiverne vil ikke længere se andelsboligejere som værgeløse forbrugere, men som kapitalejere, der selv må bære konsekvenserne, hvis de ikke agerer fornuftigt og ansvarligt.
Ministeren har givetvis ret i, at der i dag er lettelse hos Blackstone og dets danske datterselskab, Kereby. Men ikke, som ministeren redegør for, fordi Blackstone er en kortsigtet investor, for det er det ikke. Kereby køber efter eget udsagn ikke ejendomme for at sælge dem igen, men for at beholde dem.
Det er heller ikke rigtigt, når ministeren hævder, at det indgreb, han havde foreslået, ikke havde ramt andelsboligsektoren. Det er umuligt at sætte restriktioner på huslejen, uden at værdien af ejendomme, herunder dem, som er ejet af andelsforeninger, bliver påvirket negativt.
Dybvads ærinde synes således at være at bortforklare sit nederlag. Han kunne have valgt at tage ejerskab til de lovændringer, der nu formentligt kommer på borgerligt initiativ, og som han og regeringen isoleret givetvis vil kunne støtte. Han valgte i stedet at stå udenfor og fremstille sig selv og regeringen som den renfærdige part.
Det er der givetvis nogle politiske fordele i, blandt andet at han nu slipper for ballade med de mange vælgere, der bor i andelsboliger. Men det ændrer ikke ved, at han har tabt en armlægning. Under truslen om vrede (andels-)boligejere var det ham, der først slog blikket ned. Det er en interessant erfaring, for næste store slag om boligerne er lige op over. Det handler om ejendomsskatter og kommer, når de nye, skattemæssige ejendomsvurderinger bliver offentliggjort i år og næste år.
Billedet er fra A/B Bisp på Vesterbro i København
