Meget er sagt og skrevet om de to konkursramte andelsforeninger Duegården og Hostrups Have, begge på Frederiksberg. De to konkurser har også givet anledning til en af de store knaster i den politiske aftale om andelsboliger, der skal omsættes i lov til næste år.
Men midt i al balladen kan man konstatere, at det i hvert fald ikke er værditab på ejendommene, der er problemets kerne: Begge ejendomme er i år blevet solgt ud af konkursboerne – og det til priser, der er henholdsvis 50 og 30 procent over de priser, som beboerne købte ejendommene til i 00’erne. Det oplyser mæglerfirmaet Sadolin og Albæk i et såkaldt markedsupdate.
På trods af de høje priser måtte Nykredit indkassere tab på begge ejendomme – dog ikke så store tab, som man havde hensat til i regnskaberne.
Konkurserne kommer efter bitre stridigheder mellem netop Nykredit og medlemmerne i de to foreninger. Nykredit har mere eller mindre direkte beskyldt dem for at gå efter konkurs-løsningen, hvormed de kan blive boende som lejere – og dette som følge af lovmæssig regulering til den lavere lejere end det, de tidligere betalte i boligafgift.
Politikerne har i deres aftale søgt at tage højde for dette og undgå gentagelser ved at fastslå, at medlemmer af en andelsboligforening i begyndelsen skal betale det samme i leje, som de tidligere betalte i boligafgift. Men hvor det lyder simpelt, vil det i virkelighedens verden være ekstremt kompliceret, advarer administratorer.
Billedet er fra Hostrups Have på Frederiksberg.