Krav til valuarvurderinger bliver slækket under coronakrisen

Under coronakrisen behøver andelsforeningernes valuarer ikke komme ind i ejendommene. De kan ekstraordinært nøjes med at besigtige ejendommene udefra. Det står nu klart, og dermed kan foreningerne uden praktiske forhindringer inden den 1. juli få lavet de valuarvurderinger, der bliver afgørende for, at medlemmerne efter boligindgrebet kan sælge deres andele til ”gamle” priser.

Som omtalt i går har Min-andelsbolig.dk spurgt Boligministeriet, om det vil følge Finanstilsynets eksempel og gennemføre denne, midlertidige lempelse. I dag, mandag, kom svaret endelig, og det lød, at Dansk Ejendomsmæglerforening må afgøre sagen. Det bliver begrundet med, at forordningen på området er udarbejdet ud fra mæglernes branchenorm, og det også er foreningens vejledning, der konkret siger, hvordan bekendtgørelsen skal tolkes.

Så vi sendte spørgsmålet videre til Dansk Ejendomsmæglerforening, der hurtigt rykkede på det:

”Vi melder ud til vores medlemmer, at de kan lave en udvendig besigtigelse, og en online besigtigelse hvis de har behov for at se noget indenfor. Det gælder, så længe krisen kører. Vi skal så snart som muligt tilbage til normalen, men ingen af os kan jo vide, hvornår dét er,” siger kommunikationschef Thomas le Dous.

Det er forholdsvis sensationelt, at ministeriet overlader beslutningen til valuarernes brancheorganisation. Det var ganske rigtigt den, der førte pennen, da en ny bekendtgørelse kom for to år siden. Men det var under kraftigt pres fra et bredt flertal i Folketinget, som ønskede en klar stramning og præcisering af reglerne, så man undgik de meget forskellige bud på værdien af samme ejendomme, som man tidligere kunne se fra forskellige valuarer.

 

Billedet er fra A/B Toftehøjparken i Viby Sjælland.

Tilmeld Nyhedsbrev