Bor du i en konkurstruet andelsforening, og vil du sælge din andel, skal du passe vældigt på, at dine penge ikke går tabt i forvirringen. Små, formelle fejl kan betyde, at du lider store tab.
Det viser en dom, som Sø- og Handelsretten afsagde i sidste uge.
Sagen handler om et medlem i A/B Kærskifte (billedet) i Valby, der solgte sin andelsbolig i foråret 2014. I overensstemmelse med foreningens vedtægter overførte køber købssummen inklusive diverse omkostninger til andelsforeningen, der så havde to uger til at udrede, om der var restancer eller lignende, inden beløbet blev sendt videre til sælger.
Desværre var A/B Kærskifte en af de foreninger, der blev hårdt ramt efter finanskrisen for ti år siden. Langvarige, og i medierne meget omtalte, forsøg på at redde den endte frugtesløse.
Netop i de uger i april 2014, da pengene fra køber af andelen blev sat ind på foreningens konto, var foreningen begæret konkurs. Denne begæring blev senere trukket tilbage, og der blev gjort endnu et forsøg på rekonstruktion – som igen blev skrinlagt året efter. Nu var konkursen en realitet.
Under hele dette forløb var det umuligt for sælger at få sine penge udbetalt. Andelsforeninger har stramme restriktioner på, hvad de må, både når de er under rekonstruktion, og især når de er under konkurs.
Sælger sagsøgte nu administratoren, DEAS, som hun mente skulle have været opmærksom på forholdet og have sendt pengene videre hurtigst muligt. Men det afviste Frederiksberg Byret med henvisning til, at sælgeren i stedet skulle rette et såkaldt seperatistkrav til konkursboet. Et seperatiskrav står foran de øvrige kreditorers krav og bruges blandt andet i situationer som denne, hvor et beløb åbenlyst fejlagtigt er sat ind på den konkursramtes konto.
Sælger fulgte byrettens anbefaling og rejste et seperatistkrav på 61.000 kroner plus renter mod konkursboet. Det var dette krav, der nu var nået til Sø- og Handelsretten.
Men Sø- og Handelsretten vendte tommelfingeren nedad og pålagde tværtimod sælgeren sagsomkostninger på 12.000 kroner.
Rettens begrundelse er lærerig for andre, der måtte være så uheldige at komme i en lignende situation. Retten anerkendte nemlig som princip, at sælgeren havde et gyldigt seperatistkrav på de 61.000 kroner. Men retten mente også, at eftersom salgssummen inklusive gebyrer var indsat på foreningens almindelige driftskonto, var det ikke muligt at udrede, hvad der nu tilhørte konkursboet, og hvad der tilhørte sælgeren.
Med andre ord: Hvis sælgeren – der vidste, at en konkurs var en mulighed – havde insisteret på, at der blev oprettet en særlig konto, som køber kunne sætte pengene ind på, havde hun fået sine penge. Og undgået en masse ærgrelser.