Ny ejer stævner medlemmer i konkursramt andelsboligforening

De 61 medlemmer af den konkursramte andelsforening Klostergaard på Østerbro i København er blevet stævnet af Lars Thylander, der har overtaget ejendommen. Det skriver Berlingske.

Huslejenævnet i København har tidligere på året afgjort, at huslejen skal sættes ned, så den svarer til den strammeste regulering i lejeloven. Det er denne afgørelse, Lars Thylander ønsker omgjort. Han mener, at medlemmerne skal betale husleje svarende til den boligafgift, de plejede at betale til andelsforeningen.

Lars Thylander ønsker, at sagen skal springe byretten over og gå direkte til Landsretten. Holdningen er, at sagen er så principiel, at den med al sandsynlighed vil blive anket videre til Højesteret.

Udfaldet vil da også få stor betydning, ikke bare ved andre konkurser i andelsforeninger, men måske også når og hvis andelsforeninger får den ide at sælge deres ejendomme for at stryge en gevinst. I de tilfælde skal man finde ud af, hvad huslejen efterfølgende skal være – også for de medlemmer, der stemmer imod et salg.

Medlemmerne i de konkursramte andelsforeninger må dog se frem til Højesterets afgørelse med bekymring. Højesteret har nemlig i de sager på området, der allerede er afgjort, lagt stor vægt på medlemmernes eget ansvar.

Én afgørelse sagde, at medlemmerne under alle omstændigheder skal fortsætte med at betale boligafgiften, indtil ejendommen er solgt ud af konkursboet.

I en anden afgørelse, mellem A/B Engskoven ved Skødstrup og Jyske Bank, faldt afgørelsen entydigt ud til bankens fordel. Sagen handlede om et såkaldt renteswap, som var kommet til at koste foreningen dyrt.

Afgørelsen har medført stor bitterhed i A/B Engskoven. I en henvendelse til Folketingets erhvervsudvalg skriver en talsperson, at det, som Højesteret har godkendt, er ”Uganda-metoder”, og at dommerne ”har en meget anden opfattelse af lov og ret, i modstrid med den almindelige fortolkning af, hvad det skrevne lovord betyder.”

Også i sagen om Klostergaarden er tonen hård fra starten. Et af medlemmerne, Lars Erik Sebbelov, udtaler til Berlingske, at Lars Thylander ”er en ægte bolighaj.” Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Thylander, der er et kendt navn i ejendomsbranchen. Hans selskab, Thylander Gruppen, har været i markedet siden 1986 og ejer ejendomme for cirka 10 mia. kroner.

 

Foto: Per Johansen for Domstolsstyrelsen.

Tilmeld Nyhedsbrev