Nykredit har kom i højere grad end de andre realkreditinstitutter i problemer med sine lån til andelsboligforeninger, da finanskrisen brød ud for snart ti år siden. Det har gjort koncernen mere forsigtig med at yde nye lån. Men regnskabet for første halvår 2017 indeholdt en nyhed, som måske kan løfte Nykredits humør – og velvilligheden over for andelsforeninger.
Regnskabet viser således, at man undgår tab på cirka 1 mia. kroner ved forretninger med andelsforeninger – tab, som man ellers havde sat penge af til i tidligere år.
Baggrunden er, at to konkursramte andelsforeningers ejendomme er blevet solgt, og takket være et godt ejendomsmarked har de indbragt en så høj pris, at tab på udlån blev reduceret med 266 mio. kroner, mens tab på de såkaldte renteswaps blev reduceret med 739 mio. kroner.
Renteswaps var noget, man før krisen brugte i et forsøg på at holde en lav rente, som ved rentetilpasningslån, samtidig med at man undgik risikoen ved rentestigninger. Men teknikken indebar, at foreningerne til gengæld ville blive gældsat, hvis renten faldt. Og det var præcis, hvad der skete. Det havde de færreste foreninger forudset, og det var også en udbredt holdning, at man ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om denne risiko. Det førte til bitre stridigheder, som kom helt op i højesteret, hvor foreningen Duegaarden på Frederiksberg mod Nykredits vilje fik lov til at erklære sig selv konkurs.
Nykredit har ikke i de tidligere års regnskaber oplyst, hvor stabe tab på andelsforeninger, man har hensat til, og koncernen har også nu afvist at oplyse dette over for Minandelsbolig.dk. Derfor er det uklart, hvor stor en del af det forventede tab på området, der er reddet i land med de vellykkede ejendomssalg i første halvår.