Rådgivere: AirBnb-udlejning står foran et boom

Er udlejning gennem AirBnb en pest eller en velsignelse? Meningerne om det er delte i andelsforeningerne, hvor nogle gerne vil have muligheden for at tjene lidt ekstra på at leje et værelse eller hele boligen ud, mens andre finder det generende, at man aldrig ved, hvem der holder til i opgangen.

Men de stærke følelser står kun til at blive stærkere i de kommende år, i hvert fald i og omkring København. Her vil der nemlig være en voksende efterspørgsel efter AirBnb-udlejning, vurderer ejendomsrådgiveren RED Cushman & Wakefield i en ny markedsrapport.

Udviklingen kommer, fordi der er udsigt til mangel på hotelværelser, især i den billige kategori. Et oplagt alternativ er at leje en lejlighed eller et værelse gennem AirBnb. Denne mulighed er på få år kommet til at udgøre en betragtelig del af markedet og blev benyttet af næsten hver fjerde af byens gæster i 2017.

Men på trods af dette er også belægningen i hotellerne vokset så meget, at de efterhånden dårligt kan tage imod flere gæster. Her kommer AirBnb-udlejning ind som en nyttig buffer, hvor der hurtigt kan skrues op og ned for udbuddet af overnatningsmuligheder.

Netop på grund af denne buffer-effekt vil det ikke nødvendigvis være sådan, at udlejerne kan udnytte den store efterspørgsel til at hæve priserne, anfører LIor Koren, partner i RED Cushman & Wakefield

”Men,” siger han, ”det er evident, at jo færre billige hotelværelser, der er, jo bedre bliver markedet for AirBnb.

På lidt længere sigt, måske om tre-fire år kan markedet vende igen. Her er der tværtimod udsigt til en situation med alt for mange hotelværelser, fordi der lige nu planlægges hotelbyggerier her og der alle vegne i København.

Hvad der så vil ske, er eksperterne uenige om, men RED Cushman & Wakefield tror på, at nogle af de dårligste hoteller vil benytte anledningen til at trække sig fra markedet og i stedet bygge ejendommene om til boliger. Det kan for eksempel være fremtiden for nogle af de små, gamle hoteller på Vesterbro.

På langt sigt er der imidlertid en anden faktor, der er nok så vigtig for udlejning gennem AirBnb. Nemlig modeluner.

”Denne faktor er nok den sværeste at forudse. Lige nu er der mange, der bruger Airbnb fordi de vil have en anden brugeroplevelse og knytter deres egen identitet op på, at de hellere vil bo i en lejlighed, når de er på ferie. Vi kan ikke vide, om denne trend vil stige eller falde,” siger Lior Koren.

 

 

Foto: Flickr / Christmas Junkie

Tilmeld Nyhedsbrev