Sådan er sammenhængen mellem aktie-nedtur og boligpriser

Mandag var en hård dag på de amerikanske børser. Dow Jones-indekset viste for eksempel det største fald på en enkelt dag siden 2011. Dét kom endda oven i, at markederne generelt har været negative de seneste uger. De europæiske aktiemarkeder, herunder det danske, er faldet tilsvarende.

Men hvordan skal du tolke det som ejer af en andelsbolig? Er din andels værdi underlagt de samme mekanismer, som sender aktiekurserne ned?

Først den dårlige nyhed: Ja, der findes de samme mekanismer, og i princippet kan du gå ud fra, at værdien af foreningens ejendom falder ligesom aktierne. Det er nemlig stigende renter, der har gjort aktieinvestorer nervøse, og rentestigninger har også en negativ effekt på ejendomsmarkedet.

”Stigende renter er det modsatte af en vitaminpille til bolig- og ejendomsmarkedet. De reagerer lidt langsommere end aktiemarkedet, så den vej rundt kan man sige, at aktiemarkedet er en indikator,” siger Mikkel Høegh, cheføkonom i BRFKredit.

Men der er også en god nyhed, for selv om faldende på aktie- og ejendomsmarkederne skulle fortsætte, er det ikke som det plejer at være i den situation.

Renten stiger fra et historisk set meget lavt niveau. Dette skyldes, at økonomien i den vestlige verden har været svag, og de store centralbanker har gjort alt, hvad de kunne, for at presse renten helt i bund – med den hensigt at få lidt gang i hjulene.

Lave renter betyder, at der også er lave afkast på obligationer. Derfor søger investorerne over mod andre aktiver, blandt andet aktier, hvis kurser så stiger i værdi. Også boligudlejningsejendomme – som jo er det, andelsforeningers ejendomme skal værdisættes efter – er vidt omfang handlet op i pris, fordi investorer har set dem som alternativ til obligationer.

Men nu er økonomien blevet bedre, og centralbankerne, især den amerikanske, har fået mod på at stramme lidt op. I de seneste uger har der været dét, som kunne ligne en ketchup-effekt, med ret markante rentestigninger. Det er også baggrunden for, at aktiemarkederne reagerer så meget, som de gør.

Men bundlinjen er altså, at hvor aktiefald som regel er sket på baggrund af, at økonomien er blevet dårligere, er det denne gang omvendt. Hvor bagvendt det end kan forekomme, falder aktierne nu, fordi økonomien er blevet bedre.

Den bedre økonomi vil også have betydning på boligmarkedet, herunder den del, der handler om andelsboliger.

”Det kan godt være, at vi kan komme i en kortvarig situation med en priskorrektion (på boliger, red.). Men muligvis tager det bare brodden af de stigninger, vi har set. Opsving i økonomien betyder, at beskæftigelsen er god, og at indkomsterne stiger. Hvis renterne stiger som følge af økonomisk vækst og tiltagende inflation, vil dem, som skal købe ejendommene, typisk have reallønsfremgang, og så skal det nok gå,” siger Mikkel Høegh.

Selv om gårsdagens aktiekursfald var store, også i historisk sammenhæng, hører det med til den samlede historie, at aktierne steg betydeligt i årets første uger, således at aktiemarkederne kun er lidt under udgangspunktet ved nytår. Der skal altså flere kursfald til i de kommende dage, uger og måneder, før det for alvor bliver dramatisk.

 

Foto: Flickr / DocChewbacca

Tilmeld Nyhedsbrev