Tip: Vær klar til at søge støtte til energirenovering i det nye år

Det kommer næppe som en overraskelse for mange, at tilskud er populære. Men ellers blev det dokumenteret, da Energistyrelsen i efteråret åbnede for ansøgninger til den såkaldte bygningspulje til energiforbedringer. I løbet af få uger modtog styrelsen 14.500 ansøgninger, og så var de bevilgede 245 mio. kroner brugt op, godt og vel.

Men der kommer flere chancer for at søge. Bygningspuljen er oprettet efter en politisk aftale og åbnes jævnligt frem til 2026. Næste gang ”tidligt” i næste år. Der er foreløbigt afsat 375 mio. kroner til fordeling i 2021.

Der er information om puljen her, inklusive en mulighed for at tilmelde sig en nyhedsmail, så man får besked, når puljen åbner.

Puljemidlerne støtter grundlæggende tre ting. Udskiftning af varmekilde er ikke relevant for mange andelsforening. Det er derimod isolering af klimaskærm og optimering af boligens drift. Konkret kan der for eksempel søges tilskud til udskiftning af gamle vinduer, facadeisolering og isolering af loftrum. Støttebeløbet justeres efter renoveringsarbejdets besparelsespotentiale: Jo mere utæt, den eksisterende konstruktion er, jo mere kan man få pr. kvadratmeter.

Ansøgningen skal sendes til Energistyrelsen senest en måned efter, at arbejdet er afsluttet. Hvis det er muligt, er det altså en god ide at time renoveringen efter, hvornår puljen er åben.

 

 Billedet er fra A/B Byparken i Kolding.

TILMELD NYHEDSBREV
Scroll til toppen

Tilmeld Nyhedsbrev