Trods mange handler stiger priserne på ejerlejligheder kun moderat

Trods mange handler stiger priserne på ejerlejligheder kun moderat

2020 er – heldigvis, vil nogle mene – ved at være til ende, og dermed kan man også snart sætte to streger under årets udvikling på boligmarkedet. Nykredit anslår i en ny prognose, at ejerlejlighedspriserne i 2020 stiger med 3,2 procent – i Odense lidt mere, mens Aalborg trækker ned og København og Aarhus ligger cirka på gennemsnittet.

Det har været et meget usædvanligt år på boligmarkedet. Da coronaen ramte tilbage i februar og marts, frygtede man, at alt skulle gå i stå. Men det modsatte skete. Boliger er blevet revet væk, så der nu er usædvanligt få af dem til salg.

I det lys er det bemærkelsesværdigt, at priserne ikke er steget mere. De 3,2 procent svarer ret præcist til gennemsnittet over de seneste ti år. Nykredit venter prisstigninger i samme niveau de kommende år.

Dermed skal andelsboligmarkedet heller ikke vente den store hjælp fra ejerboligmarkedet. For andelsboligsektoren har året ellers været ekstraordinært dårligt, idet især det såkaldte Blackstone-indgreb, men også en kommende ændring i ejendomsbeskatningen, har presset de reelle værdier.

Andelsforeningerne har fået lov til at køre videre med de ”gamle” andelskroner, så andelene må sælges til samme priser som før. Men en ting er, hvad de må sælges til – noget andet hvad køberne ville give. Her havde det været bekvemt for sælgerne, hvis priserne på alternativet, i form af ejerlejligheder, var steget noget mere.

 

Billedet er fra A/B Griffentfeldts gade 3-39 i København.

 

TILMELD NYHEDSBREV
Scroll til toppen

Tilmeld Nyhedsbrev