2020 har budt på et antal tilfælde, hvor andelsforeninger har solgt deres ejendomme til en investor, for derefter at fordele gevinsten mellem medlemmerne og opløse sig selv. Men måske kunne der have været adskillige flere af den slags sager, hvis andelsforeninger vidste, hvor interessante deres ejendomme var for investorer, for hvem alternativerne er at købe obligationer med negativt afkast eller aktier til bekymrende høje kurser.
For investorerne er det besværligt at finde de foreninger, der kunne være interesserede i at sælge. Men nu har et halvt år gammelt firma, Estaid, lavet et digitalt system, med hvilket investorerne med nogle få klik kan finde frem til interessante ejendomme, og i samme omgang få navne på de personer, de kan kontakte. Den avancerede søgefunktion på selskabets hjemmeside forventes introduceret i løbet af efteråret, men allerede nu trækker Estaid manuelt lister over interessante andelsforeninger til sine kunder.
Estaid samler data om ejendomsmarkedet fra forskellige kilder, blandt andet tinglysning, ejerfortegnelsen og BBR-registret. På den måde kan en investor for eksempel finde andelsforeninger i København, der bor i ejendomme af ældre dato, som måske trænger til grundig renovering, og/eller som er relativt højt belånte – netop de karakteristika, som en del af de nu opløste foreninger havde.
Denne mulighed har flere investorer vist stor interesse for, fortæller Søren Nielsen fra Estaid.
”Vi fornemmer helt klart, at efterspørgslen efter boligudlejningsejendomme er større end udbuddet, og mange andelsforeninger har sikkert dårligt nok overvejet muligheden for at sælge. Men i en vis forstand er alt jo til salg, bare prisen er rigtig. Og det beslutter andelsforeningerne måske, at den er, når de får et konkret tilbud,” siger Søren Nielsen.
Estaid har ikke bygget systemet specifikt med tanke på opkøb af andelsforeningers ejendomme – det er blot en anvendelsesmulighed, der for tiden er aktuel. Andelsforeninger (eller deres administratorer) kan også selv bruge systemet, for eksempel til at undersøge, hvad andre foreninger gør i henseende til belåning, værdiansættelse og forbedringer. Der er en gratis prøveperiode på 14, som alle kan benytte, på hjemmesiden estaid.dk.
Opløsning af andelsforeninger er ikke populært på Christiansborg. Men politikerne kan trøste sig med, at ny lovgivning, de måske er på vej til at vedtage, kan starte en trafik i den modsatte retning. En såkaldt lagerbeskatning af ejendomme kan motivere ejere af udlejningsejendomme til at sælge, og i så fald vil tilbudspligten til lejerne blive udløst. Mere om det i en senere artikel.
På billedet Hørsholmsgade 22 A-K på Nørrebro i København, som indtil for nyligt husede andelsforeningen af samme navn. Nu har foreningen solgt ejendommen til pensionsselskabet PFA. Andelsforeningen var blot seks år gammel.