Andelsforeninger skal fortsat have lov til at få vurderet deres ejendom af en valuar, i stedet for at bruge den offentlige vurdering. Men reglerne skal ændres, så valuarerne i højere grad arbejder ud fra de samme standarder, og så man får sorteret nogle af de højeste vurderinger fra.
Det mener Dansk Folkepartis boligordfører Merete Dea Larsen. Hun kan således ikke støtte op om forslaget fra lektor Morten Skak om helt at lukke for muligheden for valuarvurderinger, når de nye skattevurderinger er klar i 2020.
”At afskaffe valuarvurderingerne helt var også en af mine første tanker, for jeg mener, at nogle af dem har været groteske. Men jeg har bedt om, at vi får kigget nærmere på det. Der har siddet en arbejdsgruppe (under Dansk Ejendomsmæglerforening, red.) og set på, hvordan man kan gøre vurderingerne mere ensartede. Den er kommet med en række anbefalinger, som vi måske kan ophæve til lov, så alle skal overholde dem. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve af. Hvis det så ikke virker, må der strengere midler i brug,” siger Merete Dea Larsen til Min-andelsbolig.dk.
Dansk Folkeparti har en nøglerolle i de politiske aftaler om en reform af andelsboligloven. Partiet er som bekendt en del af regeringens parlamentariske grundlag, men samtidig afstemmer det sine holdninger til andelsboliger med Socialdemokratiet.
Det har dog ikke været muligt at træffe Socialdemokratiets boligordfører Kaare Dybvad for en kommentar om, hvorvidt han også ønsker, at andelsforeningerne fortsat skal have adgang til at bruge en valuar.
Morten Skak fremkom med sit synspunkt på en høring på Christiansborg i sidste uge. Her blev også en række andre mulige tiltag lagt på bordet.
Merete Dea Larsen ønsker blandt andet at se på, om indsigelsesfristen efter køb af andele skal forlænges fra det nuværende halve år til de tre år, der gælder ved handler med ejerboliger.
Sådan en forlængelse af indsigelsesfristen kan blandt andet være et af de tiltag, der bekæmper ”penge under bordet”, fordi køberen, der har ladet sig friste til det, får længere tid til at kræve sine penge tilbage.
Hvad partierne i øvrigt finder ud med hensyn til de sorte penge ved salg af andelsboliger, er endnu langt fra givet.
”De tiltag, vi har lavet hidtil, blandt andet med at hæve bødestraffen, har ikke rigtigt virket. Der har været mange konkrete ideer til, hvad vi kan gøre mere, men jeg er nået til den konklusion, at det er bedst, at vi nedsætter et udvalg, som skal kigge på,” siger Merete Dea Larsen.
Foto: Steen Brogaard for Folketinget.