Kun en brøkdel af nystiftede andelsforeninger havde klaret nye finansieringskrav

I 2015 og 2016 blev der stiftet 21 andelsforeninger i Danmark – typisk ved, at lejerne udnyttede den såkaldte tilbudspligt, der giver dem ret til at købe ejendommen til den pris, en professionel investor har tilbudt.

Men kun i én af disse 21 foreninger lever låntagningen op til de nye regler, der kommer i forbindelse med ændringen af andelsboligloven.  Det fremgår af en optælling, Erhvervsstyrelsen har foretaget; foranlediget af et udvalgsspørgsmål i Folketinget fra Enhedslistens Pelle Dragsted (billedet).

Dermed understreger tallene den bekymring, som Advokatrådet har givet udtryk for i sit høringssvar: Nemlig at den nye lov vil sætte en stopper for stiftelsen af nye andelsforeninger, og at tilbudspligten dermed bliver illusorisk.

Risikoen er, at lejerne ganske enkelt ikke vil have penge til at overtage ejendommene og stifte en andelsforening, når de – som lovforslaget lægger op til – ikke længere må benytte afdragsfrie lån i forbindelse med etableringen.

20 af de 21 andelsforeninger fra 2015 og 2016 havde netop valgt afdragsfrihed for en del af deres belåning.

Den nye lov vil ikke påvirke de foreninger, der allerede er stiftet. De får lov at køre videre med den eksisterende finansiering.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (Kons.) understreger i sit svar til Pelle Dragsted også, at man ikke kan udelukke, at nogle af de 20 andelsforeninger, der valgte afdragsfrihed, måske også var blevet stiftet, selv om afdragsfriheden ikke havde været tilgængelig for dem.

De kunne således have valgt at bide tænderne sammen og acceptere, at medlemmerne ville være hårdt spændt for de første tre år af foreningens levetid. Tre år er den karensperiode, der lægges ind i den nye lov, inden foreninger må omlægge en del af gælden til afdragsfrie lån.

Oplysningerne om de nystiftede foreninger stammer fra indberetninger til andelsboliginfo.dk. Disse indberetninger skal imidlertid først ske i forbindelse med salg af en andel. Der kan altså være flere nystiftede foreninger, som blot endnu ikke er kommet ind på den statistiske radar, fordi alle medlemmer fra stiftelsen har beholdt deres andele.

 

 

Foto: Steen Brogaard for Folketinget.

Tilmeld Nyhedsbrev