LA forlader forhandlinger: ”Tydeligt, at lovindgreb vil forringe værdien af andelsboliger”

Det er nu udelukket, at ændringen af boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 undgår at ramme ejere af andelsboliger. Det er i hvert fald meldingen fra Liberal Alliances boligordfører Ole Birk Olesen, der har siddet med ved forhandlingsbordet. Han har nu forladt det, rapporterer Berlingske.

”Det er nu tydeligt i forhandlingerne, at et flertal i Folketinget ønsker at gennemføre et lovindgreb, som vil forringe værdien af både private udlejningsboliger og andelsboliger, og det vil Liberal Alliance ikke være med til. Det kan vi lige så godt melde klart ud nu, og så har vi ikke noget at gøre ved det forhandlingsbord,” udtaler Ole Birk Olesen ifølge avisen.

Han oplyser ikke yderligere om, hvilke ændringer af paragraffen de tilbageværende partier i forhandlingerne går efter. Disse partier holder ligeledes kortene tæt ind til kroppen.

Boligminister Kaare Dybvad har dog, også i Berlingske, givet nogle antydninger af, hvilke løsninger han finder hensigtsmæssige. At dømme ud fra det, vil det tab, der rammer andelsforeningerne, blive overskueligt.

I slutningen af oktober foreslog en ekspertgrupper fire modeller, og Dybvad udtalte sig særligt favorabelt om den, som gik på, at kun ejendomme med energimærke D eller ringere skulle berøres af lovændringen. De fleste, ældre andelsejede ejendomme vil ligge i kategori C eller D. Er foreningens ejendom i kategori C, vil der ingen ændring være i ejendommens værdi, og er den i D, vil markedsværdien som en tommelfingerregel falde med det beløb, det vil koste at få den op i kategori C.

Ved en anden lejlighed har ministeren talt om, at man kan bremse den mekanisme, der over årene har gjort det muligt at opkræve stadigt større huslejer fra lejemål, der er udlejet efter paragraf 5, stk. 2. Det er blandt andet denne udsigt til højere huslejer, der har fået private investorer til at handle ældre boligejendomme op i pris – en prisstigning, som så også slår igennem for andelsforeninger, der sidder i tilsvarende ejendomme.

Men huslejen i den type lejemål er allerede steget så meget, at den næsten er på niveau med den markedsbestemte husleje i nye ejendomme. Derfor er det ikke så stort et potentiale, de private udlejere vil gå glip af, så deres ejendomme vil ikke opleve så store værditab, som de havde frygtet – og det vil andelsforeningers ejendomme dermed heller ikke.

Kaare Dybvad til for Min-andelsbolig.dk oplyst, at man arbejder på at finde en model, der skal ”sikre, at andelsboliger rammes mindst muligt ved et indgreb.”

 

Billedet er fra A/B Christiansgården i Lyngby.

Tilmeld Nyhedsbrev